To triste rekorder vidner om, hvordan politikerne ser på ligestilling

Hvorfor skal Ligestillingsministeriet være trøstepræmie eller sorteper ved hver rokade? Det rummer nøglen til nogle af regeringens vigtigste politiske prioriteter.

Debatindlæg af Helena Gleesborg Hansen, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund. Indlægget er bragt i Politiken 1. september 2024.

To rekorder er sat, både i antal ministre og hvor mange gange ligestillingsministerposten er rykket rundt. Det er en trist udvikling og vidner om, at man enten ser ligestilling som en slags trøstepræmie eller sorteper.

Endnu en enestående mulighed for at sætte skub i ligestillingen og oprette et selvstændigt ligestillingsministerium er forbigået. Regeringen har fremlagt en rokade, og to rekorder er nu sat. Det er det højeste antal ministre, og ligestilling rykker igen-igen rundt. Siden 1999, hvor ligestilling for første gang blev et ministerembede, har området nu indgået i 15 forskellige ministerier og med hele 17 forskellige ministre. Altså 15 ministerier på bare 25 år.

Det føles lidt, som om ligestilling bliver rykket rundt, som om det enten er en trøstepræmie eller sorteper. Så på trods af at der nu er rekord i antal ministerier, blev der igen ikke fundet plads til et selvstændigt ligestillingsministerium, og heri ligger der en tydelig manglende prioritering.

Ligestilling er noget, vi tror, vi har. Vi tror, at den ged er barberet, og at vi er verdensmestre i det med ligestilling. Men det er en myte, at vi allerede har ’opnået’ ligestilling. Danmarks placering på World Economic Forums Gender Gap Index og andre internationale lister viser et andet billede. Der er også visse politiske partier, der mener, at dette endnu en gang cementerer, at ligestilling som ministerområde er ’overflødiggjort’.

Og måske kan det virke sådan, når man skuer ud ad vinduet fra sit kontor inde på det fine gamle slot. Det er bare ikke den virkelighed, jeg ser på Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, hvor voldsramte kvinder og deres børn må søge tilflugt fra fysisk og psykisk vold. Det er heller ikke det, jeg ser, når jeg dykker ned i de tørre tal over antal kvindedrab, voldtægter, krænkelser, stalking, sexisme, manglende ligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked, kvinders manglende repræsentation og alle de områder, hvor kvinders helbred og sygdomme nedprioriteres, og der slet ikke forskes i disse.

Der er et kæmpe hav af ligestillingsudfordringer, for både kvinder, mænd og lgbt+ personer, som en ligestillingsminister kan kaste sig over.

Denne gang sættes ligestilling sammen med miljø, og der kan bestemt graves overlap og oplagte områder frem, men det ligger ikke lige til højrebenet. Dog vil jeg spændt afvente og se de mange ligestillings- og miljøtiltag, som Magnus Heunicke vil iværksætte. Han er en dygtig politiker og har både dygtige folk i departementet og ved middagsbordet i det private, som han heldigvis kan rådføre sig med.

Men det er ikke kun det faktum, at der endnu en gang rykkes rundt på ligestillingsområdet og endnu en gang ikke oprettes et selvstændigt ministerium, der får det hele til at synes en smule komisk. Det bliver lidt spøjst, når regeringen på sit pressemøde dagen forinden siger, at de gerne vil gøre noget ved det dalende fødselstal, at de så netop ikke tager fat om nældens rod: ligestillingen.

Vil I have at vi skal føde flere børn og gode ideer til at knække den nød? Så prøv med ligestilling først. Det dalende fødselstal er ikke kun et spørgsmål om fertilitet, men også hvad det vil sige at blive forældre og i høj grad mor i dag.

Moderskabet har mange store fysiske, psykiske og økonomiske konsekvenser, og det anerkendes ikke nok. Mange kvinder ønsker simpelthen ikke at blive gravide eller føde flere børn med de vilkår, der er i dag, både fysiske rammer, økonomiske og de strukturelle. Graviditets- og fødselsområdet har set massive nedskæringer, hvor der de seneste år har været talrige skrækeksempler fra fødegangene. Man bliver ikke tilbudt genoptræning efter kejsersnit. Et nedsunket underliv, som rigtig mange døjer med post en fødsel, bliver der heller ikke talt højt om – eller forsket i at forebygge og forbedre.

De fleste børnefamilier, både dem, hvor de er to og solo, har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med at passe arbejde, hente/bringe i daginstitution, kun har ret til én eller måske to barnets sygedage, betaling til daginstitution osv. Tanken om at øge børneflokken rent logistisk og økonomisk er ikke realistisk for mange.

Så er der hele the mental load-aspektet, der i høj grad handler om køn og ligestilling med den skæve arbejdsfordeling i hjemmene og de forskellige forventninger, som kvinder og mødre oplever i og uden for hjemmet. For slet ikke at tale om det direkte lønefterslæb, uligeløn og manglende pension, som kvinder har efter at have båret og bragt en ny verdensborger til verden.

Vil regeringen gøre noget ved fødselstallet og gøre, at flere kvinder får lyst til at blive gravide og føde børn, så bliver de nødt til at tage ligestillingsbrillerne på. For det er heri at løsningerne ligger. Det ville derfor have været oplagt med et selvstændigt ministerium eller i det mindste et ressortområde, som ligger op ad sundhed eller beskæftigelse, hvis de vil rykke mere på fødselstallet og ligestillingen.

En ting er dog sikker. Uanset hvor ligestillingsministeriet rykker hen, og hvem der må have det som sit og plus-ministerium, så byder vi i Dansk Kvindesamfund gerne ind med viden og med løsningsforslag, så vi skridt for skridt kan rykke nærmere ligestilling og en skønne dag måske bryste af, at være nr. 1 i verden til det med ligestilling.