Interview med Pernille Koch og Helene Kvint om Vi Brøler!

debat og politik

3. mar.

Tre modne kvinder tager ordet og går med humor, alvor, punk, brøl, krop og nysgerrighed til biddet og spidder vreden og tager livtag med uretfærdigheder og kvindens situation anno 2025 i forestillingen Vi Brøler!

Helene Kvint og Pernille Koch er to kvinder i 50’erne, der begge har markeret sig på den danske scenekunstscene. I årevis har de beskæftiget sig med at udforske emner gennem kunsten – både fra personlige og samfundsmæssige vinkler. De er idémagere, tekstforfattere og performere, og med deres nyeste forestilling Vi Brøler! kaster de sig over kvinders vrede.

Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Interview med Pernille Koch og Helene Kvint

Hvad inspirerede jer til at skabe Vi Brøler? Var det en særlig oplevelse eller indsigt, der satte det hele i gang, og hvorfor følte I, at det var nødvendigt at tage fat på kvinders vrede?

Helene: Noget af det, der inspirerede mig, var, at jeg generelt altid har været optaget af kvindespørgsmål. Men det er også min oplevelse, at ligestilling og kvinders udfordringer bliver syltet politisk, og at det ikke for alvor rykker sig.

Pernille: For mig udsprang det af nogle meget private oplevelser, samtidig med at vi så rigtig mange sager om unge piger, der blev kidnappet, dræbt og voldtaget. Det gjorde os vrede, og vi talte også om billedet af "den vrede kvinde" og kvinder i overgangsalderen, som ofte opfattes som usexede, usympatiske og hysteriske. Det fødte noget i mig.

Helene: Vi er begge vokset op som unge i 1990’erne, hvor mange sagde ”det går nok” eller ”det er bare for sjov,” hvis ens grænser blev overskredet. Og feminisme blev fejet af bordet. Det har vi lidt taget med os op i vores 50ere. Men vi kan ikke bare forvente, at de unge alene skal ændre verden. Vi har et ansvar for at råbe op sammen med dem. Vi er nødt til at være med i kampen. Vi kan ikke bare forvente, at andre gør det.

Pernille: Ja, præcis. Dengang havde man ikke rigtig et sprog for at sige fra. Mange af os følte, vi bare skulle "æde" at blive udsat for den ene upassende situation efter den anden.

Kan I fortælle lidt om, hvordan forestillingen er blevet til fra idé til færdigt produkt? Hvordan har de forskellige dele – tekst, musik og kostumer – spillet sammen, og hvad har overrasket jer undervejs?

Helene: Noget af det mest overraskende var, at vi fik Dansk Kvindesamfund med ombord. Det var en kæmpe ting for os. Vores møder med dem har været fuldstændig altafgørende. Vi havde et billede af, at vi vidste en masse, og vi havde masser af idéer til forestillingen. Men de møder - wow! Stort set alt, hvad der er med i forestillingen, er fra de møder.

Pernille: Jeg blev også rørt over den måde, vi blev taget imod på af de ekstremt kompetente kvinder, både fra Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og Dansk Kvindesamfunds styrelse. Bare dét at træde ind på et krisecenter med dobbeltdøre og mærke alvoren i de rammer, hvor kvinder er på flugt og skal beskyttes, var stærkt. Udover den enorme nænsomhed og omsorg over for os. Man fik for alvor øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi taler om de her ting. Det gjorde et kæmpe indtryk.

Den kreative proces har været en lang rejse. Den har varet omkring to til to et halvt år, og så var der nogle klarheder, der kom efter mødet med Dansk Kvindesamfund.

Helene: Vi har også kigget historisk på visuelle og kunstneriske strømninger: suffragetterne, 1920’ernes æstetik, og hvordan punk faktisk er inspireret af 1920’erne. Da vi besluttede os for, at det skulle være punk, gik vi tilbage i punkens historie. Jeg har fx været stor fan af Asta Nielsen og Josephine Baker, da jeg synes, der er meget punk i dem. Punken var også et udtryk, en æstetik. Det dramatiske i punken og kvindestyrken blev vi draget af. Vi har også taget noget af 1920’erne med i forestillingen, og suppleret det med noget nyt. Men grundidéerne er de samme. Og vreden kommer fra punken, kan man sige.

Grundlæggende var det også et spørgsmål om, at vi ikke er sangere. Men nu synger vi. Og hvordan kan vi få lov til det? Jamen det kan vi, fordi vi laver punk. Igen hænger det sammen med emnet: kvinde, vær til besvær!

Pernille: Når det er sagt, er Vi Brøler! ikke kun larmende punk. Vi har en stor variation i musikbilledet. Men det er en poetisk punk-performance både sprogligt, visuelt og musikalsk – opsat som en teaterforestilling.

Hvordan har jeres personlige erfaringer formet forestillingen, og hvordan forbinder I de oplevelser med det større billede af strukturel uretfærdighed, ulighed og manglende ligestilling?

Helene: For mig er det helt centralt. Jeg var ung i 1990’erne, og jeg har selv været i et voldeligt forhold og oplevet overgreb. Men først som voksen har jeg fået sproget for det. Da vi var unge, gjorde vi ting, også selvom vi ikke havde os selv med i det.

Pernille: Der var helt klart en følelse af, at 1990’erne var et stort "tag-selv-bord," men ikke nødvendigvis for os kvinder. Det der med at have en grænse og et sprog for de grænser, det er super inspirerende. Det har den unge generation i dag taget til sig.

Helene: De personlige erfaringer, vi tager med i forestillingen, er jo også strukturelle. Vi kan ikke adskille de to ting, og det er derfor, de personlige historier passer så godt ind.

Pernille: For mig er det også blevet en stor ting, fordi jeg har to døtre. Man er selv kommet igennem livet, og har måske ikke oplevet fare, mens der nu er en ny person, man sender ud i verden. Og der er en verden derude, som man ikke ved, om er sikker. Så det er også en følelse af, at nok er nok! Og det er jo også strukturelt. Hvorfor er det, at kvinder i hele verden ikke kan bevæge sig sikkert rundt? At arbejdspladser ikke er trygge for kvinder, og at vi ikke kan føle os helt trygge i det offentlige rum?

Helene: Jeg har drenge, og det handler også om de forbilleder, de vokser op med. Hvordan påvirkes de af musik, der handler om at slå sin kone? Og hvad med en som Andrew Tate? Han fylder måske ikke så meget mere som person, men han har jo en masse varianter. Og selvom unge i dag ikke synes, de bliver påvirket af det, så er det jo på en måde uundgåeligt. Især med den helt frie adgang til internettet, som ikke kan kontrolleres.

Pernille: Derfor fungerer jeg’et i forestillingen som et kollektivt jeg. Da vi sad og lavede tekster og snakkede om, hvad vi hver især havde været udsat for, så kunne alle spejle sig i jeg’et. Alle havde været udsat for noget, eller kendte nogle, der havde. Så det blev et kollektivt jeg. Men også en overraskelse over, hvor mange der egentlig havde været udsat for vold og overgreb. Så forestillingen blev også et ønske om at have en større stemme.

Forestillingen har premiere på Kvindernes Internationale Kampdag – hvilken symbolik ser I i denne mærkedag, og hvordan relaterer den til forestillingens budskab?

Helene: Det er en ekstremt vigtig dag. Især i den vestlige verden er det en mærkedag, der bliver fejret og hyldet. Men også en dag, som mange tager alvorligt.

Pernille: Det er ikke en dag, jeg selv er vokset op med. Den er kommet ind i mit liv senere. Min datter kom hjem forleden og fortalte, at en af drengene i klassen havde sagt, at han gerne ville have Kvindernes Internationale Kampdag afskaffet frem for Store Bededag. Det provokerede hende meget.

Det er helt oplagt at have premiere Kvindernes Internationale Kampdag. Det har hele tiden været planen.

Kunsten og vrede har ofte gået hånd i hånd gennem historien – fra punkbevægelsen til store sociale protester. Hvordan ser I Vi Brøler som en del af denne tradition, og hvordan arbejder I med at kanalisere vreden – både jeres egen og på vegne af andre?

Helene: Vi har grebet emnet an ved at lade vreden være til stede, men også ved at nuancere den. Det ligger i emnerne, at der er meget at være vred over. Men hvordan kan vi tale om det? Nu brøler vi jo, og vi har sagt, vi brøler. Men vi gør mere end det. Der er også et aktivistisk lag i forestillingen. Vi har bl.a. stået ude foran Christiansborg for at lave opråb og delt det på sociale medier.

Så er vi tilbage ved det, vi kalder poetisk punk. Vi forsøger at brøle i hver eneste scene, men uden fysisk at brøle. Men så lader vi selve scenen, kostumerne eller ordene brøle.

Pernille: I stilheden brøler vi også.

Helene: Vi forsøger at brøle på forskellige måder. Tilbage til det med at være kvinde i sine 50ere. Det er super vigtigt, at vi er med i debatten også. Men vi er også i et stadie i livet, hvor vi skal tage os meget af andre - af vores teenagebørn, vores veninder, vores forældre - men også af os selv. Vi er spændt ud. Derfor kan det, at deltage i den offentlige debat, også være svært. Især med det, der foregår i den offentlige debat, særligt online. Vi har også oplevet i det her projekt at blive lagt for had af trolls. Men derfor er det så vigtigt, at vi gør det alligevel! Vi er så glade for, at Statens Kunstfond har forstået vores intention med forestillingen, og har støttet den. De har også kunne se tråden mellem aktivismen og kunsten.

Pernille: Jeg blev positivt overrasket over, at Statens Kunstfond ville støtte ’kvinderøsten.’

Hvad håber I, publikum tager med sig efter at have set forestillingen? Er der særlige følelser eller refleksioner, I ønsker at vække hos dem?

Helene: Ja! De skal turde være til besvær.

Pernille: Og de skal turde starte en samtale. Være åbne om, at tingene ikke altid er "happy-go-lucky." Der er stadig store uligheder. Vi vil gerne have folk til at have en kærlig og nænsom samtale - og brøle lidt på vejen hjem.

Helene: Fra den spæde start af projektet og til nu, er der sket meget. Nogle ting er blevet værre. Valget af Trump, og hele symbolikken i at have en præsident, der er dømt for overgreb. Hvad er det for et signal at sende? Derudover er der debatten om fri abort. Og så er det måske ikke i Danmark, men det giver genklang i hele verden. Det er som om at nogle af reglerne er ophørt, og at vi skal kæmpe endnu mere nu.

Hvordan ser I forestillingens potentiale til at vække samtaler på tværs af generationer, og hvad håber I, yngre og ældre publikummer kan lære af hinanden gennem forestillingen?

Helene: Vi taler ud fra at være kvinder i 50erne. Men emnerne – vold, drab, ulighed, uretfærdighed – er for alle. Også for mænd. Ingen skal stille sig tilfredse med uligheden og volden.

Pernille: Vi havde faktisk også de unge med på dagsordenen, og det var også noget Dansk Kvindesamfund havde fokus på. Og det er et kæmpe emne i dag at få de unge med. Jeg håber, at forestillingen åbner op for en samtale generationer imellem. Men vi har selvfølgelig nogle personlige oplevelser med fra vores unge liv og til nu. Så på den måde er det også unge liv, der repræsenteres i forestillingen.

Hvad har arbejdet med denne forestilling lært jer om jer selv som mennesker og kunstnere, og har det ændret jeres perspektiv på noget?

Helene: Igen vil jeg vende tilbage til mødet med Dansk Kvindesamfund. Jeg troede, at jeg vidste en masse. Det gjorde jeg også, men jeg blev alligevel overrasket over nogle ting. Der er nogle grundlæggende ting, vi ikke er kommet videre med. Vi burde da være blevet klogere! Der er stadig så mange traditionelle kønsroller forbundet med uligheden. Det er helt vildt, hvordan vi mennesker gentager os selv uendeligt.

Pernille: Strukturelt har vi ikke ændret os. Jeg har læst en masse artikler og bøger, som Dansk Kvindesamfund anbefalede. Jeg dykkede bl.a. ned i historien om ejendomsret, og det komplekse i, at kvinder blev set som mandens ejendom. Og blev kvinden forulempet eller voldtaget, så var det en krænkelse af mandens ejendomsret. Det er en fortælling, der nærmest er nedgroet i os!

Også det her med, at tallene for partnervold og kvindedrab ikke har ændret sig. Det er nogle rystende statistikker. Jeg undrer mig over, at jeg ikke hørte mere om det som ung. Men måske samtalen har ændret sig, og vi er mere åbne nu.

Når I brøler i forestillingen, er det da en forløsning af jeres egen vrede, eller er det mere en kanal for at give stemme til dem, der ikke selv har en/bliver tiet?

Begge: Det hele startede med, at brølet var på vegne af de kvinder, der ikke længere kunne brøle selv – dem uden stemme, og dem der er blevet slået ihjel. Det var der brølet kom fra, og det gør det stadig.

Forestillingen Vi Brøler! har premiere 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag.

Kom og mærk vreden, sårbarheden og styrken – og vær med til at brøle!