Dansk Kvindesamfund vil ikke bakke klart op om ligestilling i værnepligten
'Det er på ingen måde lige til', lyder det fra Dansk Kvindesamfund, der arbejder for ligestilling mellem kønnene.
Artikel af Jakob Slyngborg Trolle bragt på www.dr.dk 23. januar 2024.
Sidste år marcherede regeringen i takt, når spørgsmålet faldt om, hvorvidt kvinder skulle have værnepligt på lige fod med mænd.
Op til forhandlingerne om en ny værnepligtsmodel er landets nye forsvarsminister og Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, dog på retræten på spørgsmålet om kvinders værnepligt.
Hos Dansk Kvindesamfund er det også svært at få et klart svar på, hvorvidt man egentlig ønsker, at mænd og kvinder ligestilles i værnepligten.
Her er meldingen fra næstforkvinde, Helena Gleesborg Hansen, at man "er ved at indsamle viden og ikke vil komme med en sort-hvid holdning".
- For os er det også et spørgsmål om, hvorvidt vi overhovedet skal have værnepligt.
- Måske skal vi snakke om en formaliseret samfunds- og omsorgspligt. Det kunne for eksempel være, at man skal være fire måneder i sygesektoren. For der er også behov for folk, der kan tage sig af folk, der er kommet til skade, hvis russerne rasler så meget med sablen, at vi skal indkalde en reserve.
Ligger den ikke lige til højrebenet, at hvis I arbejder for ligestilling, så gælder det naturligvis også i forhold til værnepligten?
- Det her handler om krig, og det er på ingen måde lige til. Er det ikke bedre, at vi også ruster folk til, hvordan man redder liv, fremfor hvordan man slår folk ihjel?, siger Helena Gleesborg Hansen.
Man kunne måske sidde tilbage med følelsen af, at Dansk Kvindesamfund primært ser det som sin opgave at sikre privilegier til kvinder, og så trækker man sig, når det handler om ting, der ikke er så ”behagelige"?
- Det synes jeg godt nok er meget hårdt vinklet. Jeg synes netop, at kvinder påtager sig mange opgaver, der ikke er hverken behagelige eller forbundet med privilegier.
Seksualiseret og patriarkalsk struktur står i vejen
En rapport fra sidste år viser, at én ud af fem kvinder ansat på Forsvarsministeriets område har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane inden for det seneste år. Og ifølge Dansk Kvindesamfund er det en væsentlig grund til, at man ikke vil anbefale ligestilling i forhold til værnepligt.
- Der er et forsvar, der har kæmpestore problemer med sexisme og seksuelle krænkelser. Og så er hele kulturen meget gammel-patriarkalsk indrettet. Vi synes ikke, at kvinder skal påduttes en værnepligt, når der er de her problemer stadigvæk, siger Helena Gleesborg Hansen.
Så det er det interne, seksualiserede, patriarkalske miljø i Forsvaret, der gør, at I ikke vil anbefale en værnepligt til kvinder?
- Ja, det er en af mange faktorer.
Hvis man så får fikset de her ting med sexisme og udstyr, der ikke er lavet til kvinder, vil I så klart anbefale, at kvinder også får værnepligt?
- Det skal vi jo så diskutere, men det er nogle af de hæmsko, vi ser i forhold til at anbefale, at der indføres en værnepligt - såfremt vi vælger det.
Forelagt kritikken fra Dansk Kvindesamfund, lyder det i et skriftligt svar fra Forsvaret:
- Forsvaret har i flere år arbejdet målrettet med at få nedbragt omfanget af kønskrænkende adfærd. Vi er er langt fra i mål, og arbejdet fortsætter.
- Hvad angår en eventuel værnepligt for kvinder, så er Forsvarskommandoen positivt stemt over for alle initiativer, der kan forøge rekrutteringsgrundlaget og bidrage til større mangfoldighed.
Kvinderådet: 'Vi går ind for ligestilling i alle dele af samfundet'
En anden organisation, der arbejder for at fremme ligestilling mellem kønnene, er Kvinderådet.
Her har holdningen tidligere været, at "ligestilling i værnepligten ikke bør indføres uden en massiv indsats og investering i at gøre Forsvaret til en ligestillet arbejdsplads".
Nu stiller man sig dog bag ønsket om ligestilling på området, siger direktør i Kvinderådet Helene Forsberg.
- Vi går ind for ligestilling i alle dele af samfundet, og det gælder selvfølgelig også i forhold til kvinders deltagelse i forsvar og værnepligten, siger hun.
Alligevel kan man godt forstå, at man hos Dansk Kvindesamfund har sine betænkeligheder ved at tage klart stilling til spørgsmålet blandt andet på grund af sagerne om sexisme.
- Det er klart, at hvis vi skal bakke op, så kræver det, at rammerne følger med, og det indebærer et kæmpe arbejde med kulturen og de praktiske faciliteter.
Hvis I skal bakke op? Bakker I op?
- Ja, vi bakker op om ligestilling i alle dele af samfundet. Men det er klart, at kulturen, de fysiske og de psykiske rammer skal være i orden både for mænd og kvinder. Men principielt er vi for ligestilling alle steder i samfundet, siger Helene Forsberg.
Tilbage hos Dansk Kvindesamfund, tør man ikke sige, hvornår man vil melde noget klart ud omkring sin holdning.
- Vi har et styrelsesmøde den 6. februar, vi har landsmøde den 4. maj, men jeg vil ikke love, at vi får en klar holdning. Vi vil meget gerne nuancere, siger Helena Gleesborg Hansen.