Samtykke og Voldtægtslovgivning
1. januar 2021 trådte samtykkeloven i kraft i Danmark. Samtykkeloven markerer et fundamentalt skift i, hvordan samfundet forstår og håndterer seksuelle overgreb, samt hvordan retssystemet definerer voldtægt.
Foto: Amnesty International Danmark af Søren Malmose
Hvad mener Dansk Kvindesamfund?
Voldtægt er ikke kun en alvorlig forbrydelse, men et komplekst socialt og kulturelt problem, der handler om magt, køn og seksuelle normer i samfundet. I Dansk Kvindesamfund ser vi voldtægt som en form for kønsbaseret vold, fordi køn spiller en central rolle i det generelle mønster af, hvem der udsættes og hvem der begår voldtægt: Det er primært kvinder og piger, der udsættes for seksuel vold og primært drenge og mænd, der begår den. Vi anbefaler derfor også, at voldtægt skal indgå som en form for vold mod kvinder i EU-lovgivning på området.
I Dansk Kvindesamfund mener vi, at en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er altafgørende for at retten til egen krop, og beskyttelse mod overgreb kan sikres. Dansk Kvindesamfund spillede en aktiv rolle i kampen for lovgivningen. Vi er glade for, at vi nu har en lov, der fjerner tvivl om den tidligere gråzone, hvor manglen på et nej kunne forstås som et tavst ja. Inden Samtykkeloven var det kun voldtægt hvis man tiltvang sig samleje ved vold, trusler om vold eller med en person, der er ude af stand til at sige nej. Med Samtykkeloven er det en voldtægt, hvis der ikke er samtykke, hvilket gør op med en række myter om voldtægt, fx at det ikke kan ske i parforholdet, og at offeret skal have gjort fysisk modstand eller råbt om hjælp.
Fordi begrebet samtykke er kendt fra dets brug indenfor juridiske sammenhænge, blev debatten forsøgt latterliggjort og afsporet af satiriske indslag om fx at medbringe kontrakter på dates og i soveværelset. Selvom debatten om samtykke var præget af myter og victim-blaming, har debatten startet en nødvendig samtale om grænser og sex, der har rykket ved de gængse forståelser. Der er dog stadig lang vej til at skabe en reel samtykkekultur, hvor ingen udsættes for grænseoverskridelser og overgreb. Retssystemet og samfundet som helhed mangler stadig at tage et opgør med de strukturer og holdninger, der undskylder, skjuler og bagatelliserer voldtægt (Søberg, Minke og Baumbach, 2021).
Mørketallet skal nedbringes
Mørketallet indenfor voldtægt (tilfælde der aldrig bliver anmeldt), er fortsat højt, og hænger sammen med at mange kvinder undlader at anmelde på grund af frygt for mistro og victimblaming (Voldtægtssagen - retssystemets akilleshæl, 2021). Mange der anmelder oplever stadig, at deres overgrebsmand frikendes. I Dansk Kvindesamfund mener, vi at vi skal afmontere voldtægtsmyterne og udbrede reel viden og fakta om voldtægt i Danmark for at nedbringe mørketallet.
Eksperter har påpeget at grunden til, at mange ikke vælger at anmelde, kan være, at de ikke genkender sig selv i fortællingen om det typiske voldtægtsoffer. Stereotypen om, at voldtægtsmanden er en fremmed, der springer ud af en busk, kan være med til at skjule og gøre folk usikre på, om det, de var udsat for, var voldtægt (Voldtægtssagen 2021).
Det kan også hænge sammen med stereotype forventninger om, at ofre skal anmelde umiddelbart efter overgrebet og at de skal have kæmpet aktivt imod. Forskning viser imidlertid, at op mod 70 procent af voldtægtsofre reagerer ved at ”fryse”, hvor de ikke er i stand til at gøre modstand (Möller, 2017). Voldtægtsramte kan reagere forskelligt under og efter et overgreb, og der er ingen rigtige eller forkerte måder at reagere. Når man fornemmer en livstruende situation, mobiliseres kroppens ressourcer og gør os klar til enten at kæmpe eller flygte, mens det for andre ikke er en mulighed (Elklit, 2020). Det er vigtigt at udbrede viden om traumereaktioner, da voldtægtsmyter kan medvirke til, at fagpersoner mistolker ofres reaktioner.
84%
af voldtægtsofre er kvinder. De fleste er under 25 år.
20%
af tilfældene af voldtægt eller voldtægtsforsøg kommer til politiets kendskab. Anmeldelsestilbøjeligheden er lavere, når offeret kender gerningsmanden.
50%
af voldtægter begås af en person, offeret kender fx (tidligere) ven eller familiemedlem. 25% af voldtægter begås af nuværende eller tidligere partnere.
Samtykke
Samtykke som begreb dukkede op i den danske debat om voldtægt op til processen med at definere en ny voldtægtslovgivning. Samtykke betyder, at sex i alle situationer forudsætter, at alle involverede parter har lyst og er med på det, der foregår. Ifølge den nuværende voldtægtslovgivning, også kaldet samtykkeloven skal parterne via ord og handling sikre sig, at det der sker under samleje, sker frivilligt og med samtykke – ellers er det voldtægt (retsinformation).
Efter flere års fortalerarbejde fra aktivister, eksperter og rettighedsorganisationer trådte samtykkeloven i kraft 1. januar 2021, efter den blev vedtaget af et enigt Folketing 17. december 2020. Også Istanbulkonventionen definerer voldtægt og alle andre handlinger af seksuel karakter uden samtykke som strafbare (Istanbulkonventionens art. 36 stk. 2).
Siden samtykkeloven trådte i kraft, har politiet oplevet en markant stigning i antallet af anmeldelser og flere er blevet sigtet eller tiltalt. Dog er der stadig et stort mørketal, få sager, der fører til dom og ofre, der ikke er tilfredse med den behandling, de får i retsvæsnet (Søberg, Minke og Baumbach, 2021).
Samtykkekultur og bedre seksualundervisning
Processen omkring en ny voldtægtslov, har igangsat en vigtigt og tiltrængt offentlig samtale om respekt, grænser og ligestilling i seksuelle relationer, som stadig pågår i dag.
Et forskningsprojekt peger på, at heteronormative forventninger om mænds ansvar for at tage seksuelt initiativ kan føre til følelser af, at være berettiget til at presse på i forhold til sex, som kan stå i vejen for samtykkende sex (Johansen, 2019). Desuden at hensynet til den seksuelle partners lyst og fokus på samtykke under sex hænger sammen med graden af respekt for personen.
I Dansk Kvindesamfund mener vi, at det er vigtigt, at sikre obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen og på ungdomsuddannelser, der kan være med til at forebygge seksuelle overgreb som voldtægt. Undervisningen skal fokusere på rettigheder, grænser og ligestilling, og modarbejde skadelige kønsnormer, stereotyper og myter sådan at unge kan indgå i ligeværdige og respektfulde relationer.
Kulturforandring og styrket retssikkerhed for ofre
Voldtægtsmyter skal afmonteres
Voldtægtsmyter bygger på kønsstereotype forestillinger om ofre og gerningspersoner og bidrager til en kultur, hvor overgreb kan undskyldes og ofrene bærer skammen. Mange ofre undlader at anmelde, fordi de er i tvivl om, om det var “en rigtig” voldtægt, fordi de mangler social støtte, eller fordi de er bange for at blive mødt med mistro i systemet (Voldtægtssagen 2021). Andre trækker anmeldelsen tilbage eller sagen kan henlægges, fordi de ikke kan løfte bevisbyrden i en grad, som det i dag kræves af ofre (Voldtægtssagen 2021).
Voldtægtsmyterne fylder stadig og ses fx når stemmer frembringer usaglige påstande om at der er et stort problem med falske anmeldelser og at mænd dømmes uretmæssigt fordi kvinden vil have hævn. Det er stadig en udbredt myte, at kvinder lyver om voldtægt. En undersøgelse viser, at 46 % af danske mænd mellem 16-20 år mener, at voldtægtsbeskyldninger ofte bruges som hævn. Det estimeres at ca. 2-5 % af voldtægtsanmeldelser er falske (Aarhus Universitet, 2021).
Ifølge en undersøgelse fra England, er sandsynligheden for, at mænd bliver udsat for en voldtægt 230 gange større end sandsynligheden for, at de bliver falsk anklaget for voldtægt (2018).
Vi mener, at fokus i stedet bør være på, hvordan en samtykkebaseret lovgivning er med til at beskytte alle køn mod seksuelle overgreb.
Vi mener, at fokus i stedet bør være på, hvordan en samtykkebaseret lovgivning er med til at beskytte alle køn mod seksuelle overgreb.
Bedre behandling af voldtægtssager
Der har gennem flere år lydt kritik af retsvæsnet, og særligt politiets håndtering af voldtægtssager fra både politikere, civilsamfundsorganisationer, og ofre for voldtægt (Voldtægtssagen). I 2024 blev Danmark dømt for alvorlige myndighedssvigt i en voldtægtssag af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Institut for Menneskerettigheder).
Ifølge eksperter kan stereotype overbevisninger hos fagpersoner, der arbejder med voldtægtssager få betydning for behandling og afgørelse af sagerne (Søberg, Minke og Baumbach, 2021). Der har ligeledes været flere sager om en sexistisk kultur i politiet og en mytedannelse, der afspejler de mytedannelser, vi ser i samfundet. Det risikerer at gå ud over voldtægtssagerne i forhold til kvaliteten i efterforskningen og den måde offeret bliver mødt på.
Derfor mener vi, at viden om kønsbaseret vold samt voldtægtsmyter og modbevisning heraf bør være en del af uddannelsen af kommende professionelle og den løbende træning af nuværende professionelle. Man kunne lade sig inspirere af Sverige, hvor kendskab til vold mod kvinder er et nationalt krav til jurauddannelsen.
Dansk Kvindesamfund mener samtidig, at der skal bruges flere ressourcer på at løfte behandlingen af voldtægtssager i retssystemet. Det skal sikres, at ofre får en værdig behandling, at der ikke sker fejl, men også at domfældelsesprocent i sager om voldtægt er mere proportionel med antallet af anmeldte voldtægter.
Eksempler på voldtægtsmyter
Det var ikke “rigtig” voldtægt
Denne myte opstår ofte, hvis voldtægten er begået af offerets partner eller bekendte. Men også når offeret ikke har fysiske skader, eller ikke gjorde fysisk modstand under voldtægten.
Hun var selv ude om det
Ofre for voldtægt pålægges skyld for gerningen, fx hvis hun var fuld, gik “udfordrende” klædt, flirtede, gik med vedkommende hjem, eller ikke sagde tydeligt (verbalt) fra.
Han gjorde det ikke med vilje
Der eksisterer en myte om, at voldtægt sker pga. mænds ”ustyrlige” trang til sex, eller fordi han var fuld, og derfor ikke vidste, hvad han gjorde.
Hun lyver
Dette omfatter myten om, at kvinder, der hævder at være blevet voldtaget, ofte selv har lagt op til sex og derefter fortrudt. Det indebærer også en fortælling om, at kvinder forsøger at dække over utroskab, eller bruger anklager om voldtægt til at få hævn over manden (Søberg, Minke og Baumbach, 2021)