Facebook Twitter Instagram search

Sexisme hos lægen

Stereotype opfattelser af mænd og kvinders adfærd sniger sig ind på mange områder af vores dagligdag. På vores uddannelse, på arbejdspladsen, på sociale medier, i familien - og ikke mindst hos lægen. Kvinders smerter bliver oftere taget mindre seriøst end mænds, og kvinder kan opleve mere ventetid, hvis de bliver indlagt eller skal have en akutundersøgelse. Hvad skyldes det? Sexistiske diskurser.

Af Pernille Bentzen

Jeg er stærk tilhænger af vores sundhedsvæsen. Jeg er ikke hypokonder og slet heller ikke typen, der tager til lægen, hvis min mave føles lidt sjov, eller hvis jeg har hostet længe. Jeg tror dog fuldt og fast på, at uddannede læger må vide mere end mig og Netdoktor.dk, når det handler om længerevarende sygdom eller akut smerte. Til trods for min egen opfattelse af, at jeg går ret moderat til lægen, får jeg igen og igen en følelse af, at min(e) læge(r) synes, at jeg overreagerer og tager for tungt på mine symptomer. Som om, at jeg selv burde tænke mig til, om det var noget, der burde undersøges eller ej.

Gravid, bulimi, mavesyre?
For et år siden døjede jeg med for meget mavesyre i min hals. Jeg kastede op stort set hver morgen, var svimmel, havde kvalme i løbet af dagen og havde ondt i min hals konstant. På fjerdedagen besluttede jeg mig så at tage til lægen, da folk omkring mig sagde til mig, at jeg ikke skulle opfører mig som sådan en “machokvinde”. Hun spurgte, om jeg var sikker på, jeg ikke var gravid. Negativ. Så spurgte hun mig om, hvordan jeg gik og havde det for tiden. Fint, svarede jeg, ikke mere presset end sædvanlig. Hun pressede lidt mere på, som om hun gerne ville frem til, om det var pga. stress eller skolepres, at jeg følte, at jeg havde behov for at brække mig. Rettere sagt, om jeg havde bulimi. Nej, det havde jeg altså ikke, det var noget der skete helt af sig selv om morgenen. Hun sagde, jeg skulle tage den lidt med ro og se, om det ikke blev bedre.

Det næste besøg hos lægen efter, at opkastningen ikke var stoppet, blev jeg spurgt, om jeg havde været ude og rejse. Ja, altså før jeg igen blev spurgt, om jeg var gravid. Ja, svarede jeg, jeg havde været i Rusland. Det kunne måske derfor skyldes en virus, som jeg havde fanget dernede. Det var det nu heller ikke. Hun rådede mig til at vente et par dage og se, om det gik over. Det gjorde det ikke.

Nu var der gået omkring en halvanden uge. Jeg var ved at være godt træt af at have det halvskidt hver dag uden at blive taget seriøst af nogen omkring mig. Jeg følte mig ikke syg eller sløj, men havde det ubehageligt hele tiden og var ærlig talt en smule nervøs over min opkast. Da jeg brokkede mig til min daværende kæreste var hans første tanke også, om jeg var gravid. Og det var da også ovenikøbet ham, der var mest bange over dén tanke.

Nu måtte det da stoppe. Var svaret på alle mavesmerter og opkast, at man var gravid? Kunne der simpelthen ikke være andet “galt” med en kvinde?

Den fjerde gang hos lægen blev jeg endelig rigtig undersøgt. De tog en blodprøve, en spytprøve, fik mig til at puste i en pose – alt imens jeg følte mig som verdens mest besværlige patient nogensinde. Efter en to-dages ventetid fortæller de mig så, at jeg havde for meget mavesyre. Jeg skulle hente nogle tabletter hos lægen og så burde det blive bedre inden for et par dage.

Alt det besvær for mavesyretabletter?

Hysteriske kvinder bliver ikke taget seriøst
En undersøgelse i USA, National Pain Report viser, at 90 % føler, at sundhedsvæsenet diskriminerer på baggrund af deres køn. 65 % patienter føler, at deres smerter bliver taget mindre seriøst, fordi de er kvinder og 49 % vil foretrække en kvindelig læge, da de føler, de tager deres smerter mere seriøst.

Kvinder bliver taget mindre seriøst af læger, fordi der er en stærk stereotyp opfattelse af, at kvinder overdriver og er mere hysteriske end mænd. Især, når det handler om kvinder med kroniske smerter, bliver smerten undervurderet og tysset ned, da det sikkert bare er kvinden, der dramatiserer sin egen lidelse.

Hvis min første læge havde taget mine udsagn lidt mere seriøst, så ville jeg sikkert have fået mine mavesyretabletter med det samme. Hvis hun ikke var blevet ved med at snakke om mit personlige liv eller skyde skylden på min imaginære graviditet, ville jeg ikke have gået og kastet op i en uge mere. Og nej, der er intet galt i, at en læge interesserer sig for sin patients gøren og væren, men det bliver et problem, hvis patienten ikke bliver taget seriøst. Hvis ondt i maven eller underlivet bliver til graviditetssymptomer uden at andre muligheder tjekkes. Hvis kroniske smerter opfattes som patientens egen dramatiserede version af sandheden.

Min historie er et sandkorn i en ørken, og den er heldigvis en harmløs én af slagsen. Problemet er, at denne form for diskrimination følger kvinder i meget alvorlige og endda livsfarlige situationer, når læger ikke vil anerkende, at deres symptomer er slemme nok.

Så i konklusion: Vær lige så “hysteriske”, som det kræver. Vi skal ikke finde os i at blive taget mindre seriøst bare, fordi vi er kvinder – for det kan i sidste ende koste os livet.