Facebook Twitter Instagram search

Revolutionen har en kvindes ansigt

Den 9. august erklærede Aleksandr Lukasjenko sig som vinder af præsidentvalget i Hviderusland, selvom der var dokumenteret omfattende valgsvindel. Det har startet en folkelig revolution med Svetlana Tikhanóvskaja i spidsen. K&S har talt med Matilde Kimer, DR’s Ruslandskorrespondent, og Kirstine Ottesen, journalist med speciale i Rusland, der begge har indgående kendskab til den politiske situation i Hviderusland og kan berette om, hvorfor netop kvinderne har sat ansigt på kampen mod diktaturet.

Af Frida Felicia Armengol

Tæv, tortur, seksuelle overgreb og fratagelse af deres børn – selvom det er de konsekvenser, de hviderussiske kvinder møder, når de demonstrerer mod ’Europas sidste diktator’, så står de i front i den hviderussiske opposition. En kvindelig demonstrant fortæller:

”Frygten for at få tæv af politiet er jo størst, inden du har prøvet det. Når du først har fået tæv, og du ved hvordan det føles, og de blå mærker forsvinder, så er du ikke lige så bange næste gang. Alternativet er værre. Så ja, jeg er bange, men ja, jeg går på gaden”, fortæller kvinden, som Matilde Kimer mødte til en demonstration.

 I Hviderusland ser vi lige nu en folkelig revolution, hvor befolkningen forsøger at gøre op med et styre ledet af Lukasjenko, der har siddet på magten i næsten 3 årtier. Op til valget, hvor han troede, han havde fået enhver betydende stemme i oppositionen til at forstumme, har særligt tre kvinder vist den hviderussiske befolkning, at det at kæmpe for moderlandet ikke kun er forbeholdt mænd. Mændene blev nemlig forud for valget fængslet eller tvunget i eksil af Lukasjenko, og tilbage stod deres koner og kampagneledere. Lukasjenko har i sin regeringstid gjort det klart, at han mener, at kvinder er uegnede til offentlig tjeneste, og derfor nåede han ikke at spænde ben for en opposition med kvinder i front, da han ifølge Kirstine Ottesen aldrig havde forestillet sig, at de kunne få opbakning blandt befolkningen.

 37-årige Svetlana Tikhanóvskaja, der i efteråret både fik Politikens fredspris og EU’s Sakharov-pris, var hjemmegående husmor, da hun så sin mand blive fængslet for at ytre sin utilfredshed med regeringen. Hun så derefter ingen anden udvej end at stille op som modkandidat med hjælp fra Veronika Tsepkalo og Maria Kolesnikova, hvis mænd også var imod Lukasjenko. De tre kvinder, der er blevet sammenlignet med et rockband og blevet kaldt ”den seje trojka”, har med begrænset politisk erfaring formået at mobilisere en opposition, der ikke er set i de 26 år, Lukasjenko har været ved magten.

Med sine stærke familieværdier taler Svetlana Tikhanóvskaja til folks hjerter, hvilket står i stærk kontrast til den populistiske dagsorden, den hviderussiske befolkning har været vant til. Dette har ikke blot givet hende en enorm sympati blandt befolkningen, men også gjort op med den beskrivelse af oppositionen, som Lukasjenko har skabt: at den udgøres af liberale personer, der ingen moral og ingen familieværdier har – og hvor det at være vestlig og liberal er ensbetydende med at være homoseksuel og pædofil, som Matilde Kimer beskriver det. Det, at Svetlana Tikhanóvskaja som oppositionens frontfigur fremstår som en almindelig, ikke-politisk kvinde, har vist befolkningen, at der ikke behøver at være så stor en distance mellem befolkningen og den politiske elite, som der har været hidtil. Oppositionen har ifølge Kirstine Ottesen gjort det klart, at bevægelsen hverken er pro-vestlig eller anti-russisk, men en revolution for demokratiet og det frie valg, hvilket har haft stor betydning for tilslutningen til bevægelsen. De tre kvindelige frontfigurer har inspireret hviderusserne til at turde tage kampen op, og særligt kvinderne er blevet inspireret til at tage del i en kamp, de førhen var ekskluderet fra på grund af deres køn. Det er for kvinderne derfor også en kamp for ligestilling, hvor de opponerer imod et Hviderusland, hvor manden fortsat er samfundets overhoved.

Den kvindelige solidaritetsmarch

Da demonstrationerne begyndte at blive voldelige efter præsidentvalget d. 9. august, var der mange mænd, der forsøgte at sende deres kærester og koner hjem fra demonstrationerne. Matilde Kimer beretter, at hun overværede flere skænderier mellem par, hvor kvinderne ytrede sig: ”… du skal ikke fortælle mig, at jeg skal gå hjem, – hvis du kan tage en chokgranat, så kan jeg også.” Stærkt bevæbnede sikkerhedsstyrker skubbede kvinderne til side og gik direkte mod mændene, tævede dem og tog dem med sig i politibusserne, mens kvinderne blev efterladt grædende på gaden. Dette fik kvinderne til at oprette solidaritetskæder, hvor de i tusindvis stod hånd i hånd, og de mandlige demonstranter stod bag dem. Klædt i hvidt stod kvinderne i kæder ved alle indfaldsveje til hovedstaden Minsk, og sikkerhedsstyrkerne stoppede nu op og gik i fredelig dialog med kvinderne, hvor de før ville have kørt direkte ind i mængden og gået til angreb på mændene. Det var for kvinderne en forløsende oplevelse, da de fandt ud af ”… det er opskriften, det er sådan her, vi redder vores mænd, og det er sådan her, vi holder det fredeligt. Det er sådan her, vi forhindrer flere i at blive dræbt og blive slået i stykker” (Matilde Kimer om de hviderussiske kvinder). Sådan forløb kvindedemoerne et par uger, indtil myndighederne indså, at de måtte tage hårdere metoder i brug for at stoppe dem.

En symbolsk bevægelse

Politiet gik nu i højere grad efter at fange demonstranterne, inden de forsamlede sig i for store flokke, og kvinderne måtte finde nye måder at demonstrere på for at bevare protesternes fredelige karakter og bevare sympatien både internt og eksternt i befolkningen. I kølvandet på politiets tiltagende vold oprettede kvinderne grupper på de sociale medier, hvor de debatterede, hvordan de på alternative måder kunne planlægge en fredelige protest. Eksempelvis overværede Matilde Kimer unge kvinder iføre sig store brudekjoler, gå på gaden med skilte hvor der stod ”jeg gifter mig kun med en demonstrant”, og uddele blomster til de stærkt bevæbnede betjente. Med disse kreative tiltag formåede kvinderne at holde fast i smilets og grinets magt over frygten.

Et kendt ansigt på revolutionen er den 73-årige Nina Baginskaja, der har vist sin utilfredshed med Lukasjenko i hele hans regeringstid. Længe var hun en af de eneste, der turde at blive set med det ulovlige hviderussiske rød-hvide flag, der er blevet et frihedssymbol for oppositionen, og som nu svajer overalt til demonstrationerne. Nina er kendt for billeder, hvor hun blokerer pansrede vogne ved at stille sig foran dem, skælder kampklædte politifolk ud og kæmper imod, når de forsøger at fjerne hendes flag. Tvunget på pension fra en statslig post som geolog, fordi hun deltog i oppositionen, bruger hun nu al sin tid på at demonstrere og sy det rød-hvide flag til de øvrige demonstranter. Hver gang Nina går på gaden, får hun bøder for at bære flaget og for at demonstrere, men nægter notorisk at betale dem. Regeringen vælger derfor at trække det fra hendes pension.

Det er nu eller aldrig 

Matilde Kimer fortæller, at for 10 år siden ville de, der var utilfredse med regeringen, søge mod vesten. Det gør de ikke længere, nu bliver de hjemme og kæmper for en fremtid, hvor de kan få det liv, de ønsker. Under protesterne er der en stemning i luften af, at ’det er nu eller aldrig’ de skal kæmpe for reel forandring, fordi der er en opposition, der for første gang har givet Lukasjenko reel modstand. Bevægelsens styrke er netop, at det er alle typer af kvinder, der sætter ansigt på revolutionen; de rige, de fattige, karrierekvinderne og den hjemmegående husmor. Men de har en fælles historie, for de er alle vokset op i et meget patriarkalsk samfund, hvor de har fået fortalt, at det bedste, de kunne gøre, var at finde sig en mand, der ikke slog. Nu er det ønsket om frihed og om at skabe en bedre fremtid for deres børn, der binder dem sammen i kampen.

Et frit Hviderusland

Hvideruslands fremtid skal også forstås ud fra deres relation til Rusland, for hvem Hviderusland har en strategisk vigtig rolle, fortæller Kirstine Ottesen. De vil ikke acceptere, at det ikke er en af deres venner, der sidder ved magten. Mandag d. 26. oktober udbrød der generalstrejke i Hviderusland, som oppositionen havde varslet, hvis Lukasjenko ikke gav afkald på magten. Udover at strejke har Svetlana Tikhanóvskaja opfordret befolkningen til at blokere veje, trække deres penge ud af banken og lade være med at købe ind i statsejede butikker. Eksperter vurderer, at mere end 1000 virksomheder og op mod en tiendedel af befolkningen deltog i strejken, men da der er strenge restriktioner overfor pressen, er omfanget af strejken ukendt. Iagttagere tør ikke spå entydigt om udfaldet af revolutionen i Hviderusland, men der er ingen tvivl om, at den folkelige revolution og de kvindelige frontfigurer har banet vejen for en ny virkelighed i et forandret Hviderusland, hvor kvinderne i højere grad vil stå fast på deres ret.

Artiklen er bragt i Kvinden&Samfundet, vinter 2020 

Bliv medlem af Dansk Kvindesamfund, så støtter du vores arbejde for ligestilling mellem kønnene og modtager to gange om året Kvinden&Samfundet, verdens ældste kvindeblad. Klik her.