Facebook Twitter Instagram search

#OscarsSoPolitical

Hvert år afholdes The Academy Awards, bedre kendt som The Oscars – den store amerikanske filmfest, hvor det foregående års filmiske højdepunkter fejres. Da sidste års Oscar-fest løb af stablen, opstod der en politisk diskussion om racisme i og uden for filmbranchen. Med dette års netop overståede Oscars blev det igen tydeligt, at politik i og omkring Oscar-showet er kommet for at blive.

Af Ida Pedersen

Den store kritik af sidste års Oscars gik på fraværet af etnisk diversitet – man kunne ikke finde en eneste ikke-hvid skuespiller blandt de nominerede. Diskussionen om racediskrimination i filmindustrien kom bl.a. til udtryk i det populære hashtag #OscarsSoWhite, og flere højtprofilerede skuespillere, såsom Will Smith og Jada Pinkett Smith, gik så langt som at boykotte filmfesten. Sidste års vært, skuespiller og komiker Chris Rock, greb i sit værtskab den kritiske stemning an fra første færd og forudså allerede i sin åbningsmonolog, at hvis man kunne nomineres til Oscar-vært, ville han (som sort) aldrig kunne vinde.

Problemer med diversitet involverer også køn
De nominerede til dette års Oscars, det 89. show i rækken, blev offentliggjort i januar, og siden da er et nyt hashtag blevet taget i brug – #OscarsSoMale. Dette hashtag peger på den påfaldende mangel på kvinder i de store produktionsrelaterede kategorier, så som ’Bedste Instruktør’ og ’Bedste Originale Manuskript’. Ud af de nominerede i de større kategorier, som ikke involverer skuespil, fandt man nemlig kun én kvinde – Allison Schroeder, som har skrevet manuskriptet til filmen Hidden Figures.

”The country is divided”
Værtsrollen til dette års Oscar-show faldt på den amerikanske talkshowvært Jimmy Kimmel. Kimmels åbningsmonolog var ligesom forrige års meget politisk, men modsat Rock nævnte Kimmel ikke den manglende repræsentation af kvinder og ikke-hvide, men koncentrerede sig derimod om Amerika som et delt land, og om hvordan der efter indsættelsen af Donald Trump har hersket en stemning af splid i den amerikanske befolkning. I en ironisk tak til Trump kom Kimmel dog omkring sidste års kritik af Oscar-showet: ”Remember last year when it seemed like the Oscars were racist? It’s gone, thanks to him!”.

Det blev immigranternes tur
Det var til at mærke, at prisuddelingen blev afholdt i kølvandet på Donald Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv overvejende muslimske lande. Det politiske tema til showet var nemlig immigration og inklusion. Temaet kom i høj grad til udtryk i de mange takketaler, men også Cheryl Boone Isaacs, akademiets præsident, omtalte det kontroversielle indrejseforbud i sin tale under showet, da hun udtalte: “Art has no borders, art has no single language, art does not belong to a single faith”. Det politiske fokus i år vedrørte dermed ikke kun køn og hudfarve, men forskellighed i det hele taget. Både Jimmy Kimmel, Cheryl Boone Isaacs og andre talere til dette års Oscar-show forvandlede showet til at være en håndsrækning til menneskeheden – en håndsrækning, der opfordrede til fred, enighed og accept trods hudfarve, køn, nationalitet og religion.