Hele verden har netop været i København for at diskutere kvinders sundhed og reproduktive rettigheder i anledning af den internationale Women Deliver konference.
Danske kvinder er uden tvivl privilegerede, når vi sammenligner vores sundhed og reproduktive rettigheder med kvinder fra tredje verdens lande. Men det betyder ikke, at alt fungerer så godt, som man kunne forvente som kvinde i et af verdens rigeste lande.
Fødslen er et af de områder, og derfor sætter vi over fire sider fokus på fødsler i Danmark og det omsorgstab, fødselsområdet har været udsat for. Det er et område, som i høj grad trænger til et løft. Og set i lyser af at fødselstallet boomer denne sommer, er det ekstra nødvendigt at gennemtænke de vilkår, vi byder fødende.
Feminismens fjerde bølge har ramt landet, og vi ser bl.a. på fænomenet menstruationsaktivisme, der er en reaktion mod alle de regler, idealer og diagnoser, kvindekroppen har været begrænset af. Begreber som hysteri, PMS, heks, overvægt og humørsvingning har fra puberteten til overgangsalderen været med til definere kvinder som det syge køn, hvor hormoner og medicin væver sig ind som en rød tråd.
Det handler om meget mere end menstruation. Det er feminismens fjerde bølge: Vi vil ikke længere være det syge køn, vi vil sættes fri og kræver retten til kroppen tilbage. Derfor sætter vi også fokus på forskellige kvindediagnoser, HPV-vaccinen og overgangsalderen.
Det nye nummer af Kvinden&Samfundet, samt de fire seneste udgaver, kan købes via vores webshop.
Bladet er udgivet med støtte fra Columbus Fonden og Hulda Pedersens Legat.