Facebook Twitter Instagram search

Kvinder i forskning

Hver femte professor på de danske universiteter er kvinde. Og selvom antallet af kvinder i dansk forskning har været stigende siden 1999, er der stadig en skæv kønsfordeling i det videnskabelige hierarki.

Af Agathe Faber-Simonsen

I maj 2015 nedsatte daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen en taskforce for at få flere kvinder i forskning. Tal fra 2013 viser nemlig, at andelen af kvindelige professorer, trods en stigning fra 7 % i 1999 til 18,4 % i 2013, stadig er under EU-gennemsnittet, som er 20%.

Ifølge taskforcen har der de seneste år været øget fokus på at fremme en mere kønsbalanceret udvikling, fordi der er brug for alle talenter i forskning.

Nuværende uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) har fortsat arbejdet med at sætte ligestilling på universiteternes dagsorden. Der er en tendens til, at der bliver færre og færre kvinder, jo længere op ad karriere-forskerstigen vi bevæger os, udtalte Ulla Tørnæs i Politiken.

Miljø og kultur er afgørende faktorer
Spørgsmålet er, om det er kvoter eller talentbarometre der skal være med til at sikre en mere afbalanceret udvikling mellem kønnene i fremtiden. Sidstnævnte er ifølge professor og formand for føromtalte taskforce, Liselotte Højgaard, noget der kan være med til ”at holde alle ved ilden” således, at der netop sker en positiv udvikling på området.

Årsagerne til denne skæve kønsbalance i forskning er hverken simple eller få. Ifølge professor og næstformand for Det Unge Akademi Tine Jess, er universitetsmiljøerne rundt om i landet, præget af en konservativ kultur, hvor man finder tryghed i at ansætte dem, der ligner en selv.

Universiteternes egne tiltag
Aarhus Universitet har i 2016 nedfældet en handleplan for flere kvinder i forskning, der strækker sig over perioden 2016-2020. En handleplan, der blandt andet indeholder en række indsatsområder med anbefalinger, som skal være medvirkende til at reducere og nedbryde netop de kulturelle og strukturelle barriere, der kan være med til at forhindre lige muligheder for kvinder og mænd i forskning.

”Dem der har mere at skulle have sagt, det er mænd”
Maja Jessen er erhvervs-ph.d.-studerende inden for farmakologi. Når hun ikke går hjemme på barsel med sin lille datter, forsker hun hos medicinalfirmaet Lundbeck – i en receptor, vi alle har i hjernen, som bl.a. spiller en rolle i depressioner.

Maja har altid haft høje ambitioner med sine studier, men hun fortæller også, at det at få børn, har påvirket hendes tanker omkring at skulle forsætte i en forskerstilling efter hendes ph.d.-projekt er afsluttet. Ikke at hendes karriereambitioner ikke fortsat er høje – men efter, at hun har fået børn, har hun indset, at der er mere end en forskerkarriere, som er vigtigt for netop hende.

Hun har fortsat høje ambitioner i forhold til sit arbejde og sit projekt hos Lundbeck, men er også blevet bevidst om, at arbejde ikke er alt. ”Når jeg for eksempel oplever problemer med mit projekt, så går jeg og tænker over det derhjemme også. Og det skal jeg helst ikke, nu når man har børn, så er der noget andet der er vigtigere end arbejdet”.

Det kommer ikke bag på Maja, at kønsbalancen er som den er inden for forskning. Hun kan nikke genkendende til det paradoks, at kvinder dominerer på de videregående uddannelser, men lige så snart man bevæger sig længere op i hierarkierne inden for forskning, er kønsfordelingen en helt anden. ”På mit studie var der klart flest kvinder. Og på min afdeling nu, er der også mange kvindelige laboranter. Men man kan godt fornemme, at dem der er lidt højere oppe, og dem der har mere at skulle have sagt i afdelingen, det er mænd”.

Man skal som kvinde overveje og planlægge langt mere, hvis man vil balancere et familieliv med en forskerkarriere, det er i hvert fald hvad Maja selv oplever. Hun fortæller, at der er en tendens til, at kvinder vælger at få børn under deres ph.d.-forløb, fordi det stiller dem bedre, når de skal søge arbejde efter tre års ph.d.-studium. ”Man skal nok planlægge ens karriere noget mere, når man også gerne vil have en familie – og især når man er kvinde” fortæller Maja. ”Mænd kan jo sagtens få børn, og så lade være med at gå særlig meget på barsel” uddyber hun, med en kommentar om, at det nok stadig er noget virksomheder lægger meget vægt på, når de skal ansætte nye medarbejdere, at kvinder tager længere barsel end mænd.

Maja har aldrig oplevet barriere, eller følte sig ved siden af som kvinde inden for sit felt. Men hun er samtidig heller ikke afvisende overfor, at det kan ændre sig, jo længere op i forskerhierarkierne, man kommer. ”Hvis man kommer højere op, og måske er den eneste kvinde blandt syv andre mænd i en afdeling, så kan det nok godt føles udfordrende på en anden måde”.

Maja er heller ikke afvisende over for, at det kan være en anden fortælling, hvis man som ph.d.-studerende er tilknyttet et universitet. Hertil nævner hun, at universiteterne i hendes optik bærer præg af en mere konservativ og lukket kultur, og at det blandt andet kan være årsagsforklarende for, hvorfor kønsbalancen er så skæv.

Instagram