Facebook Twitter Instagram search

Kom og se de eksotiske mennesker!

Fra 1870erne til 1910erne underholdte Tivoli og Zoologisk Have med ”vilde” mennesker ”importeret” fra fjerne verdenshjørner - her i blandt også ”eksotiske” kvinder. I dag tænker vi tilbage på menneskeudstillingerne med bedre-videnheds-brillen, men hvordan ser det egentlig ud med de koloniale stereotyper i dag?

Af Marie Brogaard

Det eksotiske og det seksuelle
Datidens seksualopfattelse satte lighedstegn mellem det eksotiske og det seksuelle – dette beskriver Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen bl.a. i deres bog Menneskeudstilling. Den opfattelse blev understreget på udstillingerne, hvor de ”eksotiske” kvinder blev præsenteret som seksuelle, erotiske og eksotiske. De fremmede ”vilde” kvinder besad nemlig eftersigende en helt anderledes seksualitet end de hvide danske fruentimmere.

For eksempel mente man, at afrikanske kvinder havde en særligt afvigende seksuel karakter, da de eftersigende var styret af en mere ”naturlig” seksualdrift, som var primitiv og fuldstændig ukontrollerbar. Den afrikanske kvinde blev derfor set på som hyper-seksuel og opfattet som den ultimative ”bad girl”. Denne koloniale kliche bestyrkede man ved at fremvise kvinderne halvnøgne som erotiske og ”eksotiske” væsener med abnorme frodige, fyldige og kurvede kroppe. Kvinder med mellemøstlig oprindelse blev som kontrast seksualiseret på helt en anden måde.

Danske haremsdrømme
Udstillingerne om Østen var stærkt inspireret af vestlige fantasier om paladser med luksuriøse haremmer fyldt med eksklusivt interiør, dyre tæpper og smukke kvinder. Haremmet var et sted, hvor sultanen herskede som enevældig patriark, og kvinderne var under hans kontrol. Forestillingen om sultanens kontrol betød, at man opfattede de mellemøstlige og asiatiske kvinders seksualitet som tæmmet og kontrolleret.

På samme måde som at menneskeudstillingerne reducerede ikke-hvide mennesker til deres racialiserede kroppe, sker der indenfor i dags underholdning også en reduktion af visse kvindekroppe.

We Can’t Stop… Eating the Other
Da den verdensberømte popprinsesse Miley Cyrus udsendte sin single ”We Can’t Stop”, twerkede Miley sig vej til omtale. I musikvideoen til sangen og til hendes performance ved MTV Music Awards var Cyrus omgivet af twerkende sorte kvindelige dansere. Flere debattører mente, at disse performances var problematiske i forhold til repræsentationen af den sorte kvindekrop som hyper-seksuel. Da Cyrus senere udtalte om sangen: “I want urban, I just want something that just feels Black” og om sine afroamerikanske dansere ”All my homegirls here with the big butts” hældte sangerinden blot mere brænde på det racistiske bål, som hun eftersigende havde antændt.

Den kvikke feministiske debattør og forfatter bell hooks beskrev Cyrus’ brug af den sorte kvindekrop som et pragteksempel på den praksis, hun selv kalder ”Eating the Other.” Ifølge hooks ser man ofte, at etnicitet tjener som krydderiet, der skal give smag til en ellers kedelig og mainstream (læs hvid) performance. På den måde bliver ”den eksotiske anden”, ifølge hooks, i mainstream forbrugerkultur kommercialiseret og benyttet til at tilføje merværdi til produktet – i dette tilfælde Cyrus’ performances.

Caroline Wozniackis fejlskud
Brugen af ”den eksotiske anden” som underholdning blev den danske tennisspiller Caroline Wozniacki ligeledes kritiseret for, da hun under en kamp, underholdte tilskuerne med en karikatur af sin gode veninde tennisstjernen Serena Williams. Wozniacki polstrede sin bagdel og barm med ekstra fylde, og parodierede derigennem power-kvinden Williams.

Mens nogle så spøgen som morsom og harmløs, kritiserede andre Wozniacki for at handle racistisk. Williams blev vist som en seksualiseret karikatur, hvor hendes sorte ”abnorme” og ”eksotiske” krop var omdrejningspunktet på spøgen. En blogger kommenterede bl.a. således på sagen: ”Selv som mestre er det eneste, der betyder noget vores seksuelle organers afvigelse fra den hvide standard (…)”

Den lydige geisha
Det er ikke kun klicheer om kvinder med afrikansk oprindelse, som stadig florerer i dag. Udover den stereotype forestilling om at asiatiske immigranter er ”the model minority”, så klistrer seksualiserede stereotyper sig særligt til kvinder med asiatisk oprindelse. Ofte bliver denne gruppe fremstillet som skrøbelige, eksotiske og ”naturligt” underdanige, hvilket genkalder Vestens gamle fantasier om den ”lydige geisha”. Billedet af asiatiske kvinder som seksuelt tilgængelige er en udbredt myte, hvilket den danske forfatter Maja Lee Langvad bl.a. kommenterer på i sin nyeste bog Hun er Vred: ”Hun er vred over en generel forestilling om, at asiatiske kvinder har en stram kusse. Hun er vred på dem, der har sagt til hende, at hendes er stram. (…)”

Flere peger dog på, at man især på filmlærredet har set et modtræk til de koloniale stereotyper – nemlig i actionfilm hvor asiatisk kampsport er spil. Her er de kvindelige karakterer ofte stærke kvinder, som via deres kampsnilde opløser forestillingen om den asiatiske kvindes ”naturlige” underdanighed.

Koloniale klicheer
Fantasierne om ”det eksotiske” er selvfølgelig mere komplekse end som så, men når vi skaber en verden, som bygger på stereotyper, så bliver de sværere at bryde. De koloniale stereotyper skaber både en kønnet og racial undertrykkelse, som vi for længst burde have givet slip på. Hvornår så du f. eks. sidst en film med en ikke-hvid hovedrolleindehaver, hvor rollen ikke stemte overens med de konventionelle racialiserede klicheer om en typisk ”sort”, ”asiatisk” eller ”arabisk” rolle?

Instagram