Facebook Twitter Instagram search

Ida Rud Nielsen: “Ingen mennesker er forkerte”

Ida Rud Nielsen er blevet landskendt på baggrund af sin Instagram-profil og DR3’s dokumentarserie ”Tykke Ida”. På de sociale medier deler hun upolerede billeder af sig selv, og i dokumentarserien taler hun åbent om sit forhold til sin tykke krop. Vi har talt med Ida om, hvorfor tykhed er forbundet med skam, og hvordan kropsaktivisme kan ændre vores opfattelse af den tykke krop.

Af Liv Kiilsholm

Ida Rud Nielsen er på kort tid blevet landskendt på baggrund af DR3’s minidokumentarserie ”Tykke Ida” samt sin Instagramprofil, hvor hun blandt andet deler billeder af sin krop. På den måde er hun en del af den tendens, som går under navnet ”kropsaktivisme”. En tendens, hvor man på platforme som de sociale medier deler ufiltrerede og uretoucherede billeder af kroppen for at sende et budskab om, at alle kroppe er gode kroppe, og at man bør elske sig selv, som man er.

Kropsaktivisme er et større fænomen i USA end herhjemme, men det er så småt kommet til Danmark. Udover Ida Rud Nielsen er komiker Sofie Hagen og sygeplejerske Andrea Storgaard Brok, som står bag initiativet ”Fedfront”, også en del af bevægelsen. Sofie Hagen har også medvirket i DR2’s dokumentar ”Det er fedt at være tyk” fra 2017 om stigmatiseringen af tykke mennesker i blandt andet medierne.

Jeg møder Ida på en lille café på Amager en almindelig onsdag eftermiddag. Hun fortæller, at hun har fået meget omtale på baggrund af sin Instagram-profil og dokumentarserien, hvilket er kommet bag på hende.

”Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive semikendt, og at folk skulle blive så interesserede i, hvem jeg er, og hvad jeg gør. Jeg har slet ikke vænnet mig til det endnu”, fortæller hun.

Instagram og kropsaktivisme
Ida forklarer, at hun ikke bevidst besluttede sig for at blive kropsaktivist fra den ene dag til den anden, men at hendes aktivisme har været en proces, som nærmest opstod af sig selv.

”Processen var egentlig sådan lidt ”bagvendt”. Det var ikke sådan, at jeg tænkte: ’Det der kropsaktivisme er en superfed sag, det har jeg lyst til at være en del af’. Jeg lavede nogle ting på min Instagram-profil, hvorigennem jeg hørte om kropsaktivisme og tænkte: ’Jamen, det er jo det, jeg laver – så er jeg vel kropsaktivist’,” forklarer Ida.

Ida opfatter sig selv som en del af en større, kropspopsitivstisk tendens, som blandt andet udfolder sig på de sociale medier.

”Det er en tidsånd, jeg har fanget op på. Jeg har set nogle andre gøre noget lignende på Instagram før, men det var ikke et bevidst valg, at jeg skulle være ligesom dem. Mit skete med små skridt til at begynde med, og udviklingen var ret intuitiv,” uddyber hun.

Forholdet mellem krop og sind
For Ida handler hendes aktivisme i høj grad om hendes forhold til sin egen krop. Ida har nemlig i mange år haft det svært med sig selv på grund af sin tykhed, hvilket har påvirket hende negativt i forhold til forskellige aspekter af hendes liv.

”Min krop har stået i vejen for alt hele mit liv. Jeg troede ikke på mig selv, fordi jeg var tyk. Det, at
der er en sammenhæng mellem de to ting, kan jeg objektivt godt se ikke giver mening. Men jeg har følt, at jeg var et dårligt og uintelligent menneske, fordi jeg var tyk,” siger hun.

Idas liv ændrede sig drastisk, da hendes far døde og hendes mor blev alvorligt syg. Hun flyttede hjem til sin mor sammen med sin bror og boede der i en længere periode, indtil hun blev rask. Da kunne Ida mærke, at hun havde brug for ro til at mærke efter, hvordan hun havde det, og valgte derfor at rejse 10 dage til Paris. Her reflekterede hun blandt andet over, hvordan hun egentlig havde det med sig selv, blandt andet i forhold til sin vægt.

”Jeg tænkte: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg er ikke glad. Jeg hader mig selv, og jeg går og venter på, at jeg bliver slankere, for så kan jeg måske få en sød kæreste, få et fedt job og opnå de ting, jeg gerne vil’. Jeg er altid blevet holdt tilbage af, at jeg er tyk. På et tidspunkt tænkte jeg: ’Jeg er i trediverne nu – jeg kan ikke gå og vente længere. Livet er kort, min far er lige død, jeg kan også dø tidligt’. Jeg havde været ulykkelig hele mit liv, og det gad jeg ikke mere.”

Ifølge Ida er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan man taler til sig selv. En samtale med en veninde gjorde hende opmærksom på, at hvis hun skulle lære at elske sig selv, skulle hun også lære at være lige så god over for sig selv, som hun ville være over for andre.

”Jeg sagde en masse grimme ting om mig selv, så hun afbrød mig og kiggede på mig. ‘Det er altså et menneske, jeg elsker, du taler så grimt om. Det skal du holde op med.’ Det var mig, hun elskede. Og jeg ville jo heller aldrig tale grimt om mine venner og familie, folk jeg har kær. Og jeg skal elske mig selv, derfor skal jeg tale pænt om og til mig selv,” forklarer hun.

Da Ida besluttede sig for at lære at elske sig selv og sin krop, begyndte hun at komplimentere sig selv foran spejlet – også når hun ikke følte, at hun havde noget pænt at sige om sig selv. En dag så hun sig selv i spejlet iført trusser og valgte at tage et billede af sig selv og lægge det på Instagram. Dette blev begyndelsen på hendes kropaktivisme.

”En dag kom jeg ud fra badeværelset og så mig selv bagfra, og så tænkte jeg bare: ’Hey, den der røv, den er altså meget pæn. Måske kan jeg tage et billede af den’. Jeg ville gerne fastholde den følelse, det gav mig. Jeg tænkte over, om det også ville se godt ud på et billede, og det gjorde det. Så lagde jeg det op, og jeg regnede med, at folk ville blive sure og rasende, og at min profil ville blive blokeret og anmeldt, men der skete det modsatte. Folk var positive og sagde, at det var fedt at se en tyk kvinde, der hvilede i sig selv og syntes, at hun var smuk. Jeg syntes ikke selv, at jeg var smuk, men jeg syntes, at det så pænt ud i det øjeblik,” fortæller hun.

Tykhed, kontrol og skam
I dokumentarserien fortæller Ida, at tykhed er tæt forbundet med skam. Hun har selv fået nogle negative kommentarer om sin krop, blandt andet fra fremmede mennesker fra gaden, og på Instagram får hun også indimellem negative reaktioner. Hun vælger at gå med tøj, der fremhæver hendes former, hvilket virker frastødende på nogen, og hun har også flere tykke veninder, som har fået nogle voldsomme kommentarer fra andre. Hun mener, at det behov for kontrol, som kendetegner vores samfund, også påvirker vores syn på tykhed.

”Jeg tror, at det har noget at gøre med manglende kontrol. Så meget i vores samfund i dag handler om kontrol. Jeg tror i virkeligheden, at det stammer fra en meget liberal tanke om, at man har kontrol over sin egen skæbne. Hvis man er på kontanthjælp, er det ens egen skyld, og enhver kan blive millionær, hvis man vil det. Kontrol handler også om at få 12-taller, at have det rigtige job, at have den rigtige talje, den rigtige postadresse, de rigtige møbler og så videre. Hvis man så tydeligvis har mangel på kontrol, som tykhed signalerer, er det sindssygt skamfuldt, og jeg tror, at nogle bliver provokerede af det,” siger Ida.

Når folk eksempelvis råber af tykke mennesker på gaden, tror Ida, at det handler om deres egen usikkerhed. Hvis man kan hævde sig selv over for andre, kan man måske vise sig selv og omverdenen, at man har styr på sit liv.

”Jeg tror, at de har det dårligt med deres eget liv, men i det mindste er de ikke tykke. Derfor kan de ligesom hævde sig på min bekostning. De kan vise til deres venner og omverdenen: ’Hey, det kan godt være, at jeg ikke er kommet ind på en fed uddannelse, eller at jeg bor hos min mor, men i det mindste er jeg ikke tyk’,” fortæller hun.

Det faktum, at tykhed forbindes med skam, kan have været medvirkende til, at selve titlen på dokumentarserien har vakt harme hos nogle. Ida kan godt lide titlen, fordi den er provokerende, men hun mener dog ikke selv, at ordet ’tyk’ er negativt.

”For mig er ’tyk’ et beskrivende ord. Man kan være tyk, tynd, høj og lav. Når folk siger til mig, at jeg ikke er tyk, tænker jeg: ’Hvordan skal jeg så beskrive mig selv?’. Jeg vil ikke kaldes erotisk buttet eller kraftig. For mig er ordet ’tyk’ neutralt,” siger Ida.

Rollemodel for unge mennesker
Udover at få et bedre forhold til sin krop, håber Ida også på at kunne sende et kropspositivistisk budskab til sine følgere, særligt unge mennesker. Ida har valgt at have en åben profil på Instagram, så alle har adgang til de billeder, hun deler. Hun ønsker at være den type rollemodel for andre, som hun selv føler, at hun har manglet.

”Som teenager ville jeg ønske, at der havde været Instagram, og at der havde været de her profiler, som jeg kunne se op til. Da jeg var 12 år og vejede over 90 kilo, var der ikke nogen, der lignede mig – udover gamle mænd. Det er for 12-årige Ida, at jeg laver de her ting,” siger hun.

Tilsyneladende har billederne haft den ønskede effekt. Ida har nemlig fået mange henvendelser fra følgere, som kan genkende sig selv i hendes billeder og har fået et mere positivt syn på deres egen krop takket være hendes profil.

”Jeg laver de her ting i håb om, at der sidder en ung kvinde, mand, pige eller dreng derude og tænker: ’Det der kan jeg genkende, nu har jeg det bedre med mig selv’. Jeg har fået tusindvis af henvendelser fra folk om, at mine billeder har haft den effekt, og det er jo helt vildt,” siger hun stolt.