Facebook Twitter Instagram search

“Hvis kultur ikke er foranderligt, er det ikke kultur”

Efter et par år i den danske musikbranche skete der et skift i Jenny Rossander. Hun begyndte at dykke ned i emner som køn, magt og den udtalte kønsubalance blandt musikere. Det er endt i et kontinuerligt forsøg på at dekonstruere sig selv og sine egne ubevidste handlemønstre sammensat med et ønske om at se fællesskabet blomstre og kulturen i kulturverdenen ændre sig.


Af Nanna Frank


”Jeg kan huske at få komplimenter som ”Ej, du er federe end de andre kvinder!” De andre kvinder var ikke tekniske, men det var jeg. Hvor det blev italesat, at jeg var god på bekostning af andre kvinder,” fortæller Jenny Rossander, der udgav sit første album under kunstnernavnet Lydmor i 2012. Sidenhen har hun turneret verden over og har i knapt ti år bevæget sig rundt i den danske musikbranche, hvor strukturerne, her i anden bølge af #MeToo, endelige får en ordentlig rusketur.

”Når man er ny, synes man, at alt ros er nice, men det kan også lulle én ind i en usund konkurrencementalitet. Der gik lang tid, før jeg begyndte at få venner i musikbranchen, som også var kvinder,” husker Jenny Rossander.

De kvindelige, musikalske venner udeblev primært på grund af den såkaldte ”dronningebi-effekt”. En struktur og et ubevidst handlemønster som gør, at der kun kan være én stor, succesfuld, kvindelig kunstner ad gangen. En struktur, som, mener Lydmor, ubevidst skaber en konkurrence internt mellem kvindelige kunstnere.

”Vi bliver dårlige til at kommunikere med hinanden, fordi man har den der fornemmelse af, at der kun er én plads. Så vi networker med drengene og hænger ud med dem, fordi der ikke er nogen af dem, der er ude efter vores plads.”

Et indre skifte

Selv er Jenny Rossander vokset ”ukønnet” op, forklarer hun. Hendes mor var computerprogrammør og webdesigner, mens hun sammen med sin søster og kusiner dyrkede fantasy, sci-fi og computerspil. Opvæksten gjorde, at hun de første år af sin karriere undrede sig over, at hun konsekvent blev adspurgt om sine oplevelser som kvinde i musikbranchen.

”Jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle snakke om det, for mændene blev ikke spurgt om det. Indtil jeg på et tidspunkt satte mig ind i det og undersøgte, hvorfor der er så få kvinder i branchen,” fortæller hun.

”Der skete et skift i mig på et tidspunkt, hvor jeg købte rigtig meget ind i det typiske kvindebillede. Jeg havde svært ved at tage autoritet og udstikke en kunstnerisk retning. Måske var det også derfor, jeg ikke var specielt succesfuld. Men på et tidspunkt tog jeg et opgør,« husker Lydmor.

Dette opgør endte i en positiv spiral, hvor hun, som chefen for sit eget team, satte dagsordenen og strukturen. Hun er dog ikke i tvivl om, at det var og stadig er en mangeårig kamp mod sig selv – og mod samfundet. Det er nemlig blevet en ”when you see it, it cannot be unseen”-oplevelse, hvor grundene til, at så mange kvinder springer fra, bliver tydeligere og tydeligere, forklarer hun.

Særligt før den første bølge af #metoo mærkede Jenny Rossander, hvordan der opstod en kæmpe vrede og modreaktion, når kønsubalancen blev nævnt. For det handlede om kvalitet før køn, blev der sagt.

”Det, som jo desværre er hjemlen i mange af de vidnesbyrd, der er kommet frem, er, at det ikke nødvendigvis handler om køn i forhold til sexchikane. Det handler om magt, og det er vigtigt, at vi adskiller køn og magt. Hvis kvinder havde lige så meget magt som mænd, ville vi se det lige så meget for kvinder som for mænd,” mener hun.

Samtidig erkender hun, at der også lå en frygt i at italesætte kønsubalancen, fordi det ofte lå mellem linjerne, at hun kun gjorde opmærksom på det, fordi hun ikke selv havde fået succes endnu.

”I de første mange år af min karriere var jeg ikke sindssygt succesfuld. Jeg levede af musik, men jeg var også rigtig broke. Derfor kunne det hurtigt blive til historien om den sure kvinde, der ikke ”har fået noget”. Det blev nemmere at italesætte, da jeg blev etableret – desværre,” forklarer hun.

For pludselig var der et sted at tale fra, og lige pludselig havde ordene en vægt, når hun kunne spille for 10.000 mennesker på Roskilde Festival.

”Det er skræmmende at tænke på, for det betyder, at dem, der rent faktisk lider under det her, ikke har nogen stemme.”

Danmark er bagud i ligestillingsløbet

En ting er dog stadig klart den dag i dag: Det bliver stadig anset som usexet at være en af dem, der taler højt om kønsubalancen. Her har Lydmor oplevet, hvordan Danmark er markant længere bagud i sexismedebatten end vores nordiske nabolande.

”Når man turnerer med feministiske sange, oplever man, hvor på feminismebarometret et land er. For eksempel når jeg i sangen ”LSD Heart” synger ”Guys get away with so much bullshit in art”, er der nogle lande, der elsker det, og andre lande, hvor der er helt stille blandt publikum.”

Men det er ikke kun Lydmors tekster, der bliver lagt mærke til. Hun har oplevet, at folk et par gange er kommet op til hendes tourmanager efter koncerterne for at spørge, hvordan han laver hendes beats.

”Jeg står og spiller dem lige foran folk. Ofte laver jeg dem også live. Det er altså mennesker, der kan se mig stå og lave dem på scenen, og alligevel formoder de, at han laver dem. Jeg ved ikke, om de tror, at man laver beats med pikken, siden de kigger på mig og tænker, at jeg ikke kan gøre det. Det er også en af grundene til, at jeg ikke har et band med på scenen. Om der så stod en mand i hjørnet og spillede triangel, ville mange formode, at det var ham, der havde lavet sangen,” griner hun.

Vi skal heller ikke mange år tilbage, før hun selv havde en oplevelse, hvor hun – per automatik – henvendte sig til den mandlige part af en duo for at spørge, hvordan han havde produceret duoens musik. Hvortil den kvindelige part af duoen afbrød for at konstatere, at hun altså også producerede musikken.

”Jeg har stadig dårlig samvittighed over det,” fastslår hun med erkendelsen af, at de ubevidste strukturer i vores samfund og opvækst stadig er svære at dekonstruere hos en selv.

Du er musiker – eller kvindelig musiker

Vi skal nemlig kigge på strukturer og ubevidste reaktioner, når vi skal finde forklaringen på, hvorfor der er så få kvinder i musikbranchen, mener Jenny Rossander.

Hun peger på, at musikbranchen ser nogle symptomer på det, som foregår i hele samfundet. For eksempel at den vestlige eurocentriske kultur har et problem med kvindelig autoritet.

»Der er lavet mange studier på, at vi instinktivt er uenige med kvinder, som tager autoritet i et rum. Vi er instinktivt utrygge. Når vi så tager det over i kunst, hvor du på en måde er underlagt kunstnerens autoritet, sker der noget. Når du læser en bog, kan du ikke have to stemmer i hovedet samtidig. Der har du kun forfatterens stemme. Når du hører et stykke musik, hengiver du dig. Derfor tror jeg, der er nogle ting, som gør, at vi alle på en eller anden måde har sværere ved at hengive os og bliver derfor hurtigere kritiske, når det er en kvindelig kunstner.«

Det hele kan lyde filosofisk og som ”Det Andet Køn” af Simone De Beauvoir, men Lydmor har flere gange oplevet at blive italesat som, at man enten er musiker eller kvindelig musiker. At man er i et band eller et pigeband. At manden er det neutrale, og kvinden noget andet.

”Så kan det godt være, at vi føler, at vi har ligestilling, men hvis vi kigger på fakta som for eksempel hos Koda (en musikrettighedsorganisation, red.), har vi det ikke. Man kan ikke altid stole på sin mavefornemmelse.”

Fællesskaber, kvoter og en evig strøm

Når snakken falder på, hvad man kan gøre for at fremme kvinder i musikbranchen, peger Lydmor på, at man måske skal invitere ind til sin egen fest.

”Måske ligger mit håb i, at vi holder vores egen fest, der er federe. I stedet for at vi kvinder i næsten ti år har stået og banket på i et forsøg på at sætte fokus på, hvordan vi får flere kvinder i musikbranchen. Måske skal vi i stedet sige; ”Okay, det her er vores ting,” og dyrke vores eget community og derved bryde isolationen.”

Et af disse værdifulde fællesskaber er Musikbevægelsen af 2019. En forening, der startede, fordi en håndfuld danske musikere var utilfredse med, at kvinder blev overset. I dag er det en forening og en gruppe på Facebook, hvor kvinder, non-binære og transpersoner støtter og hjælper hinanden. Og det virker – til en vis grad.

”Problemet er, at det andet er så magtfuldt og stærkt, og dem, der sidder i de magtfulde positioner, ikke kan erkende, at de tager deres beslutninger på et grundlag, der ikke er neutralt. Jeg forstår godt, det er skræmmende, at der kommer den her bevægelse, som pludselig afdækker, at de her mænd i branchen har gjort nogle dårlige ting. Det må være pisse hårdt, og det har jeg empati for.”

Lydmor nævner også kvoter som en vej frem, da frygten for at ende længere tilbage, end hvor man startede, er stor, grundet den store modreaktion på hvert lille skridt, der tages.

Heldigvis gør mange bække små en stor å, og det er stille og roligt blevet en erkendelse, at der er et paradigmeskifte på vej. Der er mange, der rykker lige nu, siger Lydmor, og de får styrke af hinanden.

”Der er rigtig mange, der er bange for, at kulturen skal ændre sig, men kultur er foranderligt. Kultur har aldrig nogensinde været statisk. Kultur er en fucking evig naturkatastrofe, som eksploderer, ændrer sig og tager veje, man ikke har nogen anelse om. Hvis den ikke gør det, er det ikke kultur. Den nye forandring skræmmer rigtig mange og får mange til at få lyst til at gå tilbage, men det kan vi ikke. Det er som at stikke hånden i en flod for at stoppe strømmen og sige, ”Nej, nej, nej, alt vandet skal blive her.” Det kan man ikke.”

Interviewet er bragt i Kvinden&Samfundet, vinter 2020. 

Bliv medlem af Dansk Kvindesamfund, så støtter du vores arbejde for ligestilling mellem kønnene og modtager to gange om året Kvinden&Samfundet, verdens ældste kvindeblad. Klik her.