Facebook Twitter Instagram search

Her kan du læse en kort gennemgang af Dansk Kvindesamfunds historie.

Damernes Emancipation

I 1880 sammenlignede politikeren Viggo Hørup gifte kvinders vilkår med vilkårene for oldtidens slaver. Kvinder var nemlig umyndige og uden ejendomsret. I løbet af 1880 voksede kravet om menneske- og borgerrettigheder til kvinder dog. Og det var ikke blot kvinderne, der pressede på – enkelte fremskridtsvenlige mænd deltog også i debatten. Især politikeren Fredrik Bajer var en ivrig fortaler for “Damernes Emancipation”, som kvindebevægelsen på dette spæde stadie kaldtes.

Bajers kone Mathilde var aktiv i den internationale kvindeorganisation “Comité locale de l’association internationale des femmes”, der opstod i Schweiz. Da Fredrik og Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund d. 24. februar 1871, var foreningen en skandinavisk komité under den schweizisk-internationale kvindeforening, og havde endnu ikke fået det navn vi kender i dag. Den hed “Comité local du Nord Scandinave”. Men kravet om en dansk forening uden international tilknytning var stor. Så d. 15. december 1871 fik foreningen navnet Dansk Kvindesamfund, med Mathilde som den første forkvinde.

Foreningen opstod som en interesseorganisation, der bl.a.  skulle arbejde for at skaffe kvinder kommunal valgret, samt for kvinders selvforsørgelse. Formålsparagraffen blev formuleret bredt, og her hed det således at: “… hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomiske henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.”

Debat om valgret

Det var især foreningens holdning til selverhverv og valgret, der blev debatteret heftigt de første år. Specielt de kvindelige medlemmer tøvede med officielt at fremsætte kravet om valgret.

Formålsparagraffen var derfor under konstant forandring frem til 1915, hvor en større grundrevision fandt sted. På dette tidspunkt var kvinder blevet medlemmer af samfundet, og det var derfor nødvendigt at rykkemålsætningen fremad. Den kom til at lyde: “Dansk Kvindesamfunds formål er a) at udvikle og dygtiggøre kvinden til den fuldmyndige borgers ansvar og arbejde; b) at arbejde for kvindens fulde ligestilling i familie, samfund og stat; c) at forbedre kvinders og børns kår, særlig ad lovgivningens vej.” 

Denne formålsparagraf stod uændret frem til 1968 – dog med den tilføjelse i 1938, at “Dansk Kvindesamfund er upolitisk.” 

Efter stemmeretten

Efter at kvinders stemmeret var sikret, vedtog Rigsdagen flere vigtige ligestillingslove, herunder ligelønslovene i 1919 og loven om kvinder og mænds lige adgang til stillinger i det offentlige. I mellemkrigstiden kom disse hårdt tilkæmpede rettigheder dog under angreb, og foreningen arbejdede hårdt for at forhindre en tilbagegang i ligestillingsspørgsmålet. I 1930’erne var det bl.a. sagen om gifte kvinders ret til erhverv, der optog Dansk Kvindesamfund. Derudover var der sager som krav om reformer i svangerskabslovgivningen, samt krav om en øget politisk repræsentation af kvinder på dagsordenen i foreningen.

Efter 2. Verdenskrig gik den store debat på spørgsmålet om social- og familiepolitik, og efter 1960 var det kvinders udearbejde og arbejdsmarkedsspørgsmål, der organisationens arbejde.

Nye tider, nye problematikker

I løbet af 1960’erne rejste der sig et behov for at revidere Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf. Den formelle ligestilling var gennemført, eller i det mindste inden for rækkevidde. Efter et grundigt udvalgsarbejde og drøftelse af den nye målsætning vedtog Dansk Kvindesamfunds landsmøde i 1968 den nye formålsparagraf og målsætning – den tredje fase i kvindesagen. Formålsparagraffen lød nu: “Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling af kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv. Dansk Kvindesamfund er neutral i partipolitisk henseende. Dansk Kvindesamfund er tilsluttet Den Internationale Kvindealliance.” 

I 1960’erne var det især spørgsmålet om den fri abort, der optog organisationen. Her opstod bl.a. Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, der sammen med foreningen Individ og Samfund arrangerede abortrejser til Polen og England. På landsmødet i 1969 besluttede organisationen at gå ind for fri abort med 223 stemmer for, 62 imod og 23 ved ikke.

Efter ’68

I 1970’erne opstod talrige nye feministiske bevægelser, bl.a. Rødstrømpebevægelsen. I disse bevægelser blev der i stigende grad fokuseret kritisk på, hvordan de stereotype kønsroller forstærkedes gennem opdragelse og uddannelse. I denne periode opstod der således også seriøse overvejelser i Dansk Kvindesamfund om et navneskift. Navnet “Dansk Kvinde- og Mandesamfund” kom bl.a. på tale.

Mens Rødstrømpebevægelsen rasede i 1970’erne og 1980’erne vendte man i Dansk Kvindesamfund blikket udad mod det internationale kvindearbejde. Således havde organisationen f.eks. et sæde i International Alliance of Women og medvirkede i kraft heraf til tilblivelsen og vedtagelsen af CEDAW. CEDAW er FN’s konvention, der skal beskytte kvinder i hele verden mod enhver form for diskrimination. Denne trådte i kraft i 1980.

 

Klik her for at se en tidstavle over milepæle i kvindernes vej til ligestilling