Facebook Twitter Instagram search

Har vi sømmet vores kroppe fast til en pæl af skam og frygt?

Vi lever i kropsbevidsthedens storhedstid: Vi måler os med hinanden på kryds og tværs, og slår os selv oven i hovedet, når vi ikke formår at leve op til film og mediers finpudsede idealer. Gang på gang skal den naturlige krop udsættes for hånlige bemærkninger og ydmygende blikke, og man undrer sig derfor over, om vi helt og aldeles har formået at sømme vores kroppe fast til en pæl af skam og frygt?

Foto: Kiran Foster

Af Clara Carrara-Augustenborg

Det startede vel egentlig med fortællingen om Adam og Eva: Den nøgne krop, den bidende skam. Det var, da de begge blev bevidste om nøgenheden, at skammen fik lov til at brede sig som en invasiv planteart. Den mandlige og kvindelige krop bliver ad interim finpoleret og filtreret, inden den skal stå til offentligt skue i film og medier, og således få den naturlige krop til at stå tilbage som dumpekandidat.

En undersøgelse, der inkluderer kvinder og piger fra tretten forskellige lande (England, Canada, Kina, Australien, Tyskland, USA, Tyrkiet, Japan, Rusland, Indien, Sydafrika, Brasilien og Mexico), viser, at hele 60 % af de adspurgte kvinder føler et behov for at skulle leve op til bestemte skønhedsidealer.

Meaghan Ramsey, som er uddannet inden for ernæringsvidenskab og tidligere direktør for ”The Dove Self-Esteem Project” i London, fortæller i en TEDtalk fra 2014, om hvilke konsekvenser det har at føle sig grim, og at 20 % af pigerne fra førnævnte lande ikke møder op i skole på dage, hvor de er utilfredse med deres udseende.

Førhen er det fra flere kroge blevet ymtet, at samfundets kropsidealer er hovedårsagen til unges udvikling af sygelige forhold til mad og vægt (i Danmark lider omkring 75.000 af en spiseforstyrrelse, hvoraf de fleste findes unge kvinder), hvilket går hånd i hånd med et stigende skolefravær. Ramsey bekræfter netop denne påstand ved at pointere, at samfundets forventning om perfektion får unge kvinder til at stryge hele skoledage fra kalenderen, når blot håret en morgen er for fedtet, øjnene for hævede eller huden for uren.

Vi forstærker selv idealerne
I en artikel om unges kropsutilfredshed fra Politiken forklarer Søren Østergaard, ungdomsforsker ved Center for Ungdomsstudier, at:

De her unge vokser op med stiliserede kroppe. For 10 år siden skulle man ligne en topmodel som Naomi Campbell, nu skal man ligne hende fra 9., der bruger al sin tid i fitnessdk og photoshopper sine billeder på Instagram. Pludselig er det en i samme postnummer, der er idealet, og så ender vi der, hvor det er svært at bade sammen.”

Med denne kommentar får Østergaard påpeget, at det ikke blot er film og reklamer, der påvirker vores opfattelse af kroppen, men derimod også den konstante sammenligning vi foretager med mennesker, der står os nær. Vi bidrager således selv til promoveringen af skønhedsidealerne, som vi så herefter begrænses af, fordi vi mister modet til at stå frem foran andre. Sæt nu nogen skulle opdage, at man i realiteten slet ikke ser ud, som man gør på sit velopstillede og nøje udvalgte billede på Instagram?

Mænd er også ofre for en filterfyldt medieverden, hvori den attraktive og rigtige mand, der kan få enhver kvinde til at dåne af ren ekstase, på vanlig vis præsenteres som succesfuld, muskuløs og respekteret blandt andre mandlige kammerater. Når de så oveni købet observerer unge mænd, de kender, hvis Instagram bugner af kropsbilleder, der på det kraftigste bevidner om en stabil huslejekontrakt i Fitness World eller blot et overforbrug af steroider, er det til at forstå, når en undersøgelse fastslår, at 15-43 % af mænd er utilfredse med deres krop.

I dette ligger naturligvis en betydelig problematik. Dog skal det samtidig påpeges, at eftersom de resterende mænd (over halvdelen) derimod svarer, at de besidder en høj selvtillid vedrørende deres udseende, må man konstatere, at det i særdeleshed er kvinderne, der påvirkes af sociale mediers glorificering af bestemte kroppe. Her vil det dog være på sin plads at overveje, hvorvidt mændenes svar på undersøgelsen reelt afspejler virkeligheden: Måske har de blot har svaret i en positiv tone, fordi drenge typisk opdrages med idéen om, at de ikke bør udtrykke svaghed eller bekymring, da dette ikke betragtes som særligt maskulint. Om ikke andet, danner undersøgelserne et overordnet billede af, at forskruede kropsidealer og det stigende behov for at sammenligne os med venner og bekendte, er et samfundsproblem med alvorlige konsekvenser.

Vi skammer os over naturlige kroppe
For omtrent halvandet år siden skrev Anne Sophie Warberg Hækkerup et debatindlæg i Politiken, hvori hun fortalte, at hun i 1.g mistede modet til at deltage i den fællesbadning, der fra skolens side lægges op til at man deltager i efter en times idræt. Hun påpeger, at flere af hendes klassekammerater ikke turde blotte sig i omklædningsrummet, hvor man ellers burde føle sig tryg. Det indikerer, at den nu florerer iblandt os unge som aldrig før, den giftigste partikel af dem alle: skammen.

Vi skammer os over vores krop, så snart den sveder, lugter, drypper og så snart håret gror, fordi det ikke stemmer overens med den krop, som vi er blevet påduttet at skulle sammenligne os med. Kroppen med barnagtig glat hud, uden folder og uden skyggen af et strækmærke er en utopi, vi dagligt konfronteres med. Konstant bliver der i en forbavsende ung alder talt om, hvilke numser fra klassen, der bedst muligt kan overgå Kim Kardashians bagdel, mængden af fedt på maven og glatbarberede kønsdele. Med al denne højlydte snak om hvad, der defineres som ulækkert og uanstændigt (når det ellers er ganske sundt og naturligt), er det da ikke så forbløffende, at skammen har sneget sig ind på unge piger og drenge, og fået dem til at frygte nøgenheden mere end en kvindekrænkende filminstruktør frygter #MeToo.

For hvad nu, hvis man pludselig kom til at ane refleksionen af sit eget blottede legeme i klassekammeratens udspilede øjne, imens man tydeligt gennemskuer den eneste sætning, der blinker som et neonskilt i tankerne på personen: Hvorfor ser du dog sådan ud? Når skammen herefter indtræder, klistrer den sig fast på kroppen, og man tilslutter sig straks gruppen af de mange, der hellere lader deodoranten falde over sig som et regnskyl fremfor at sætte benene under bruseren. Hermed skabes der anledning til en nødvendig undring: Hvordan kan vi standse den giftige kilde, hvorfra al denne frygt og skam udspringer?

Kvinderne lader kroppen blomstre på Instagram
Vi er nødt til at stå sammen og styrke hinanden. Det lyder generende meget som en oppustet, idealistisk kliché, men nogle gange er kliché vel kliché af en grund, for det er ikke desto mindre sandt. Vi er nødt til at samle os, og placere os i et lys der for nogle kan virke grænseoverskridende for således at kunne bryde med skønhedsidealerne. Der er behov for mere kropsdiversitet og flere stemmer, der råber op for at fortælle, at ingen af os besidder en skamfuld krop – ligegyldigt, hvordan den ser ud. Det vil muligvis først føre til forargelse, uforstående ansigter og stødende kommentarer fra enkelte kroge, men siger man ikke også, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og klager over stormen på Facebook, imens andre bygger vindmøller og udforsker de nye gevinster?

Vi ser allerede på flere sociale medier, især på Instagram, hvordan modige, stærke kvinder bekriger det finpudsede skønhedsideal, der hersker i den vestlige verden. På Instagram kan man eksempelvis møde Emilie Knudsen (@femmeemilie), der med sine inspirerende dansevideoer opmuntrer til selvkærlighed og kropspositivitet. Hun fremviser en kvindekrop, der ikke lader sig diktere af et fastsat kropsideal, men som derimod kan folde, have hår på og blive stor og blød, når den skal forme et barn. Louise Cehofski (@louisecehofski) er endnu en kvinde, der med sin moderne, kreative aktivisme bryder med forestilling om, at kvindekroppen altid bør være fin og yndig. Hun iklæder sig ofte bemærkelsesværdige genstande, og fotograferer sin krop fra bizarre vinkler, der afseksualiserer kvindekroppen og viser den i al sin naturlighed.

Det kræver mod at dræbe skammen
I kampen om at forbedre unge kvinder og mænds selvværd, er det dermed vigtigt, at vi kan stole på hinanden og stille os kritiske over for mediernes hensigter. Måske er vi sågar nødt til at stoppe op og spørge os selv: Hvorfor er det så vigtigt, bare at være smuk? Hvorfor er dette en så omfattende værdifuld egenskab i sig selv? Vi bør begynde at komplimentere hinanden på baggrund af vores handlinger. Komplimentere hinanden på baggrund af, hvor kreative, intelligente og ambitionsrige vi er eller har potentiale til at blive. Tænk engang, hvis alle børn voksede op uden at lade deres udseende overrumple og nedtrykke alle andre aspekter af deres identitet. Tænk også på, hvad det ville betyde for dig og andre kvinder og mænd, du kender, hvis vi kunne frigøre os fra forestillingen om, at mediernes måde at fremstille kroppen – din krop, min krop, vores kroppe – er en definitiv facitliste?

Jeg håber, at Anne Sophie Warberg Hækkerup tør at gå i bad i 2018. Vi skal alle turde at gå i bad efter idræt, fordi det ikke er rart, når sveden klistrer sig til håret i nakken. Vi skal turde lade nysgerrigheden træde frem og omfavne vores forskelligheder med begejstring. Vi skal turde komplimentere hinanden, styrke hinanden og hjælpe hinanden, fremfor at agere som aggressive rivaler i et nærmest angst- og depressionsfremkaldende kapløb.

Vi skal turde elske os selv og vores kroppe, fordi kærligheden til os selv og hinanden er det vigtigste våben, vi har at kæmpe med i en verden, hvor vi dagligt bliver forsøgt manipuleret til at udhule vores identitet med frygtens bitre bestik til fordel for stramme lår, glatte bryster, piller og plastik og markerede kindben. Vi skal turde, fordi det kræver en helvedes masse mod og vilje at pudse den naturlige krop fri fra skam – og det bliver vi simpelthen nødt til.