Facebook Twitter Instagram search

Har #MeToo gjort en forskel?

#MeToo er et af de mest omtalte fænomener i 2017 og har allerede markeret sig som centralt for 2018. Det kendte hashtag har fældet folk på stribe verden over, og det er gået ud over mænd lige fra Donald Trump til Peter Aalbæk. Men har hashtagget reelt gjort en forskel for vores samfund? Eller kan fænomenet nærmere beskrives som en døgnflue, der vil være glemt igen om få år?

Foto: Flickr

Af Emma Thomsen

For at forstå historien om verdens mest omtalte hashtag skal vi skrue tiden mange år tilbage.

#MeToo blev nemlig oprindeligt skabt af advokaten Tarana Burke, som i 1997 mødte en 13-årig pige, der var blevet seksuelt misbrugt. Den oplevelse satte sig så dybt i hende, at hun i mange i år kæmpede for kvinders rettigheder og 10 år senere skabte en forening for ofre, der havde været udsat for seksuelle misbrug og krænkelser. Hun navngav sin bevægelse Me Too.

Budskabet slog dog for alvor igennem, da skuespilleren Alyssa Milano sidste år kom med en opfordring til alle på Twitter, der havde oplevet seksuel chikane, om at dele deres oplevelser under #MeToo.

Delingen af disse to, små ord skulle vise sig at få viral effekt. For kun et døgn senere var hashtagget, ifølge CNN, blevet brugt mere end en halv million gange på Twitter og, ifølge Information, over 12 millioner gange på Facebook. Kvinder verden over har delt historier om seksuelle krænkelser, og der er i den grad blevet sparket gang i en debat, som mange mener har manglet. Men selvom alle taler om emnet, er der så sket en forskel i måden, hvorpå vi opfører os overfor hinanden – særligt på tværs af køn?

Ifølge en meningsmåling foretaget af Megafon og TV 2 svarer 43,5 % af danskerne ”hverken/eller”, når de bliver adspurgt, om #MeToo har haft en positiv eller negativ effekt på den måde, vi i Danmark opfører os over for hinanden. 20,5 % svarer, at det har haft en positiv effekt, 19 % mener, at det har haft en negativ effekt, og de resterende 17 % svarer ”ved ikke”.

Næsten halvdelen af de adspurgte mener altså, at #MeToo hverken har haft en positiv eller negativ effekt. Og hvor vigtig har debatten så været? Vil den have skabt en ændring, når vi ser tilbage på den om fem år?

I modsætning til ovenstående udsagn kan man faktisk finde reelle eksempler på, at #MeToo har haft en effekt. På et globalt plan kan eksempelvis nævnes Harvey Weinsteins fyring fra eget produktionsselskab, fyringen af Kevin Spacey fra House of Cards og Michael Fallons afskedigelse som forsvarsminister i UK. Ligeledes kunne man se et hav af sorte kjoler til Golden Globes i sympati for ofrene, og ikke mindst blev #MeToo kåret som ’Person of the Year 2017’.

Også på et nationalt plan har fænomenet haft betydning. Eksempelvis har flere end 1.100 danske filmfolk samt forfattere skrevet under på et manifest kaldet #Time’s Up, som et opgør med seksuelle krænkelser og overgreb. Dette er blandt andet udsprunget af en lang række beskyldninger mod filmproduceren Peter Aalbæk, der er anklaget for at have krænket en række Zentropa-ansatte seksuelt. På DTU blev der lanceret en anonym #MeToo-plakatkampagne med hashtagget #ogsåpådtu, som dog blev fjernet kort efter af ledelsen. Og ikke mindst gik sympatien i form af sorte kjoler igen til den danske Robert-prisuddeling.

Mange ting peger altså på, at #MeToo faktisk har gjort en forskel og har haft konsekvenser både på internationalt og nationalt plan. Så hvordan kan det være, at næsten halvdelen af danskerne ifølge den tidligere omtalte meningsmåling er af den overbevisning, at hashtagget hverken har haft en positiv eller negativ effekt i deres hverdag?

Ifølge kønsekspert Christian Groes handler det om en ubevidst effekt hos danskerne:

”Selvom der måske er mange, der mener, at de ikke har ændret adfærd, så tror jeg alligevel, der har været et kulturskift i forlængelse af kampagnen. Men det er bare sket på en måde, hvor folk ikke selv er bevidst om det. Jeg tror for eksempel, de fleste mænd har tænkt sig en om en ekstra gang ved årets julefrokoster”, siger han til TV 2.

Han pointerer altså, at det har en underbevidst effekt, at vi taler om emnet.

Denne holdning kommer også til udtryk hos kønsforsker Karen Sjørup:

”Det er godt, at det kommer ud nu. De historier, der nu bliver delt, kan give nogle erfaringer med, hvad man skal acceptere, og hvad man ikke skal acceptere,” fortæller hun til Berlingske.

Ifølge hende har alle de delte historier om sexchikane altså bidraget til en redefinering af samfundets normer. Ydermere udtaler Karen Sjørup:

”Det kan bidrage til, at vi får øje på den lille hverdagssexisme, som kvinder efterhånden er så vant til, at de dårligt bemærker den længere”.

Og det er netop den pointe, der springer mest i øjnene, når man undersøger fænomenet. For #MeToo er ikke blot et vigtigt kapitel i kvindekampen og kampen mod hverdagssexisme. Det er nærmere et spørgsmål om redefineringen af en kultur. En kultur der definerer, hvordan vi agerer på tværs af køn, og hvad vi anser som tabubelagte emner. Det handler om, hvad vi taler om, men mest af alt handler det om alt dét, vi ikke taler om.

Så når folk taler om, at det er en debat, der har manglet i lang tid, har de ret. Debatten kommer lige midt i en revolutionerende fase i kvinders kamp for ligestilling. For det er ikke kun blevet en kamp for lige vilkår på arbejdsmarkedet, det er i ligeså høj grad blevet en kamp for anerkendelse og social ligestilling. Det er en kamp for nye normer. Det er en kamp for følelsen af tryghed og ejerskab over egen krop.

Og selvom danskerne tilsyneladende betvivler effekten af #MeToo, kan der alligevel peges på nogle helt konkrete konsekvenser skabt af fænomenet. Ikke mindst har sexchikane forvandlet sig fra et tabubelagt emne til noget, alle har en holdning til. Noget alle vil tænke en ekstra gang over. Noget vi taler åbent om. Og det er netop det, der kan være med til at gøre en forskel fremover.

For det vigtigste er, at vi taler om det.