Facebook Twitter Instagram search

Den nydanske kvindekamp er en universel kvindekamp

Kampen for etniske minoritetskvinders rettigheder fylder mere og mere i den danske, feministiske samfundsdebat. Familiestrukturer og manglende seksuel frigørelse er centrale problematikker, som den brune feminisme forsøger at gøre op med i indvandrermiljøer. Vi har talt med Natasha Al-Hariri og Halime Oguz om den nydanske kvindekamp.

Kilde: Den Nydanske Kvindekamp

Af Liv Kiilsholm       

Den nydanske kvindekamp – det vil sige den kvindekamp, der fokuserer på etniske minoritetskvinders rettigheder – er for alvor kommet i fokus i den feministiske debat. Særligt fire danske kvinder med anden etnisk baggrund har stået i front for frigørelsen af minoritetskvinder i Danmark: Nastasha Al-Hariri, Halime Oguz, Geeti Amiri og Khaterah Parwani. I deres debatarrangement ”Den nydanske kvindekamp”, samt den offentligt debat, har de italesat de problematikker, som indvandrerkvinder står over for.

Jeg møder Natasha og Halime en vinterkold eftermiddag i Paludans rolige og behagelige atmosfære for at snakke om, hvorfor det er vigtigt at italesætte den nydanske kvindekamp, og hvad vi kan gøre for at frigøre kvinder med minoritetsbaggrund – såvel i det feministiske miljø såvel som på samfundsmæssigt plan.

Den universelle kvindekamp
Ifølge Halime er kvindekampen universel, og derfor er ”Den nydanske kvindekamp” et opråb til alle, herunder den intellektuelle elite og de danske feminister. Hun mener, at den kvindeundertrykkelse, der finder sted i dele af minoritetsmiljøet, ikke bliver debatteret nok, og at der eksisterer en berøringsangst omkring emnet. Halime og Natasha insisterer derfor på at italesætte problematikken og blive hørt.

”Vi siger: ’Vi vil have vores rettigheder. Og det vil vi lige nu. Vi vil hverken høre på jeres relativeringer eller berøringsangst. Vi er medborgere i det her samfund, og vi har krav på præcis den samme ligestilling som vores medsøstre’”, forklarer Halime.

Hun understreger, at der indenfor det danske, feministiske miljø bør være en større anerkendelse af undertrykkelse af brune kvinder, som udøves af brune mænd. Hun mener nemlig ikke, at der bliver taget nok højde for den specifikke kvindeundertrykkelse, som etniske minoritetskvinder oplever.

”Den kritik, vi har mødt fra hvide feminister, kommer primært fra den yderste venstrefløj, det vil sige de feminister, der ser undertrykkelsen over det hele fra hvide mænd, men som ikke vil acceptere den forskel, der er, eller acceptere, at der faktisk også er nogle brune mænd, der undertrykker. At en del brune kvinder bliver undertrykt på en helt anden måde og er fanget i nogle helt andre strukturer,” siger hun.

Natasha understreger dog, at kritikken også kommer fra andre sider – herunder også minoritetsmiljøerne – netop fordi kvindeundertrykkelse i indvandremiljøer er et emne, som provokerer mange. Samtidig er der også mange, der har en holdning til det.

”Kritikken kommer jo alle steder fra, og måske er det i virkeligheden den største blåstempling, vi overhovedet kan få. Det betyder bare, at vi har placeret os et sted, hvor alle bliver trådt lidt på tæerne – og det er meningen, at vi placerer os et sted, hvor ingen er fredet. Vi gør ikke det her for andre end de kvinder, som ikke har en position hos hverken Kvinfo eller Dansk Kvindesamfund eller hos nogen andre. Det er essensen af det, vi laver,” siger hun.

Familiens ære
Natasha påpeger, at de patriarkalske strukturer fylder meget i nogle etniske miljøer, hvilket kommer meget tydeligt til udtryk i opdragelsen af piger og kvinder.

”Der er jo ikke nogen tvivl om, at patriarkatet lever alle steder: I Danmark, i Mellemøsten, i Afrika, i USA – det er over det hele. Grundlæggende gennemsyrer det hele verden. Men når det kommer til nogle minoritetsmiljøer og nogle minoritetsfamilier, så er der et tydeligt mønster i, hvordan opdragelsen differentieres efter køn. I nogle hjem har man en meget kønnet opdragelse, og det sætter sig i kvinden eller manden efterfølgende,” forklarer Natasha.

I nogle muslimske familier er det udelukkende pigernes og kvinderne, der pålægges ansvaret for familiens ære. Kvinden repræsenterer sin familie udadtil, og derfor stilles der andre krav til hendes opførsel end eksempelvis hendes brødres, uddyber Natasha.

”Overordnet set er det pigen, der bærer familiens ære. Det er ikke drengen. Drengen kan være drugdealer, nobody cares, men hvis pigen har en kæreste, falder himlen ned. Familierne er også ofre for en patriarkalsk struktur, som de både udøver og opretholder,” siger hun.

Halime påpeger også ghettodannelsen som en del af problemet.

”Disse strukturer får lov til at leve deres eget liv i disse miljøer. Det kan være utroligt svært for en kvinde at komme ud og kræve sin frihed, fordi det omkringliggende samfund simpelthen er så magtfuldt, at det er helt umuligt. Derfor er vi nødt til at gøre op med den fysiske og mentale ghettodannelse,” understreger Halime.

Retten over egen krop
Den manglende ret over egen krop er et fundamentalt aspekt af problematikken, især med henblik på kvindens seksualitet. Selvom mange piger og kvinder i etniske minoritetsmiljøer har kærester og er seksuelt aktive i en vis grad, holder de det skjult for familien for ikke at blive udskammet.Natasha påpeger, at mødomsmyten spiller en central rolle i den kyske seksualmoral, som nogle piger og kvinder påduttes, og derfor er det vigtigt at gøre op med denne myte.

”Man holder fast i mødommen, fordi det er det, man kan måle pigerne på. Hvis mødommen ikke er der, så kan man ikke kontrollere, hvor mange de har sex med. Det er derfor, at den er vigtig at aflive,” påpeger Natasha.

Den seksuelle frigørelse er vigtig, fordi den dækker over flere aspekter af pigers og kvinders tilværelse, mener Natasha. 

”Det handler både om retten over, hvordan du vil klæde dig, hvordan du ikke vil klæde dig, om du har sex uden for ægteskabet, ikke at blive udskammet. Alt handler om det: Hvordan du går klædt, hvordan du befærder dig på gaden, hvordan folk kigger på dig. Det rummer det hele,” forklarer Natasha.

En anden problematik er, at mange etniske piger opdrages til at blive voksne meget tidligt. Dette frarøver dem muligheden for at prøve livet af og gøre sig nogle vigtige erfaringer, forklarer Halime.

”Lige så snart vi er færdige med at være børn, bliver vi voksne. Vi springer et mellemled – det vigtigste led – over. Det at være ung handler om at kunne eksperimentere, blive klogere på livet og gøre sig nogen erfaringer med livet. Det synes jeg mangler, og det er en af de vigtigste ting at kaste lys over,” siger Halime.

Vi skal investere i indvandrermiljøerne
Udover den offentlige debat ligger en stor del af ansvaret også hos det offentlige. For at komme problematikken til livs skal vi som samfund investere mere indvandrermiljøerne og dermed hjælpe indvandrerkvinder. Oprettelse af kvindesamfund specielt til indvandrerkvinder er en del af løsningen.

”Vi har Kvinfo for etnisk danske kvinder, men vi har ikke tænkt på et videnscenter for etniske minoritetskvinder. Et videnscenter, hvor sagsbehandlerne og jobcentrene for eksempel kunne trække på uddannelsesinstitutionerne og på den måde blive klogere og handle mere effektivt,” siger Halime.

Natasha Al-Hariri, Halime Oguz, Geeti Amiri og Khaterah Parwani deltager i Kvinfos arrangement i Vega og ”Stærke Fortællinger” på Biblioteket Frederiksberg den 8. marts 2018 i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.

Instagram