Facebook Twitter Instagram search

Dansk Kvindesamfund fylder 150 år!

Hip hip hurra! Den 24. februar fylder Dansk Kvindesamfund 150 år. Pga. Covid-19 bliver den store, fysiske fejring først til sommer, men selvfølgelig skal dagen markeres. Det gør vi med en forrygende digital fødselsdagsfest.

Den 24. februar fylder Dansk Kvindesamfund 150 flotte år. Og sikker år. Dansk Kvindesamfund har gennem tiden kastet diskussions-lyset på seksualitet og krop, valgret, ligeløn, enlige mødres kår, abort og prævention, kvindelig repræsentation, ægteskab, moderskab og børnevelfærd, hustruvold og meget, meget mere. Dansk Kvindesamfund har stået i spidsen for lovændringer, gået i brechen for fremtidige generationer af kvinder, fået høvl og ros. Der har været opture og nedture. Der har været champagnefejringer og frustrationstårer. MEN VI ER HER STADIG!

Kig med den 24. februar kl. 19-20.30, hvor gæve kvindesagsdamer siger skål til hinanden og mødes omkring kvindesagen. Hvad engagerede dem, hvorfor var det vigtigt, hvad var det Dansk Kvindesamfund kunne og kan? Vi kaster konfetti og anekdoter om os, så vær med til at fejre en af verdens ældste kvindesagsorganisationer. Vi har masser at være stolte af!

Tovholder er næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund og cand. mag. i historie Signe Gissel Schmidt, der har inviteret Jytte Hilden, Grethe Fenger Møller, Drude Dahlerup og Pia Fris Laneth med til en festlig samtale.

Fejringen bliver livestreamet via Dansk Kvindesamfunds Facebook-side, og det er gratis at deltage – du skal blot klikke her.

Vi ses!