'Talk talk' er et dialogspil, du som lærer kan benytte til at starte debatten om ægteskab, tvangsægteskab og æresrelaterede konflikter.
Spillet skal skabe debat og medvirke til, at deltagerne får en bredere forstålse for, hvad ligeværd og lige rettigheder er. Det skal styrke respekten for unge menneskers ret til selv at vælge partner. Herudover åbner spillet for debatter om, hvad man kan gøre, hvis man kender til mennesker, som er i æresrelaterede konflikter.
Spillet skal være med til at åbne op for debat om de mulige konflikter, der kan ligge mellem kollektivets interesse (familiens interesse) og individets interesse. Det er vigtigt at få en debat i gang omkring tvangs- og arrangerede ægteskaber, blandt andet for at tydeliggøre overfor de unge, at det er naturligt, at de føler sig forbigået af deres forældre, hvis forældrene forsøger at gifte dem bort.
'Talk talk' tilbyder ikke færdige løsninger eller bestemte holdninger, men understøtter dannelsesperspektivet ved at fastholde fokus på elevernes og de unges egne refleksioner.
Gennem dialog fremmes elevernes og de unges indsigt, og via spillets dialogkort sættes der fokus på den enkelte elevs eller unges ansvar og handlemuligheder.