Unge hænger fast i stereotype kønsroller
08. marts 2012  
Kategori: Nyhed

 

Kvinder er bedst til at varetage jobbet som sygeplejersker og mænd er bedst til at være politibetjente. Det er holdningen blandt unge mellem 15 og 25 år i den meningsmåling som analyseinstituttet YouGov har lavet for Ligestillingsministeren. Alligevel mener de unge, at det går godt med ligestillingen i Danmark.

Det er paradoksalt at de unge hænger fast i stereotype kønsroller samtidig med, at de giver udtryk for at det går godt med ligestillingen i Danmark.

Ligestillingsministeren ønsker med nye tiltag at nedbryde barriererne i de unges bevidsthed. Helt konkret kan man lave kampagner og praktikprojekter i skolerne, hvor de unge bliver opmærksom på, at de kan gå andre veje i forhold til at vælge uddannelse og arbejde.

80 % af ingeniørerne er i dag mænd og på ingeniørstudierne tegner der sig samme billede. Et eksempel på, at det kan rykke ved de unges barrierer, ses i projektet ’Piger i praktik’, hvor piger i 8. klasse kan komme i praktik som ingeniør. Efterfølgende har det vist sig, at pigerne stort set alle har ytret ønske om at gå den vej.  

Det handler om at rykke folks bevidsthed og gøre opmærksom på, at alle har muligheden. Det gælder både fra 8. klasse og op til bestyrelseslokalerne, siger ministeren. Der er stadig en tendens i bestyrelserne, at man vælger dem i sin omgangskreds, hvilket betyder, at mænd vælger mænd, og det er den holdning ministeren vil være med til at ændre på.

Han henviser til Carlsberg, som er gået foran som et eksempel på at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. Og mange undersøgelser viser da også, at kvinder i bestyrelser er lig med big business, siger ministeren.

Dansk Kvindesamfund er glad for ministerens udmeldinger og hilser nye tiltag velkommen, der kan få flere kvinder i bestyrelserne.   


Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta