Har du lyst til at være med til at udvikle en mediestrategi?
17. oktober 2011  
Kategori: Nyhed

Dansk Kvindesamfunds mediegruppe søger to nye medlemmer. Vi er en nystartet, lille gruppe med fast base i Århus. Indtil videre tæller gruppen tre medlemmer, der alle har forskellige baggrunde. Gruppen er udelukkende baseret på frivilligt arbejde og engagement.

Mediegruppens opgave er at udarbejde en mediestrategi og handleplan for Dansk Kvindesamfund, der skal give foreningen mere gennemslagskraft og fornyet opmærksomhed. Gruppen skal også føre disse medietiltag ud i livet og sørge for deres kontinuerlige vedligeholdelse.

Som medlem af gruppen skal du:

- Kunne deltage i gruppemøder i Århus. Gruppen mødes som minimum to gange om måneden.

- Nære interesse for køn, ligestilling og andre relaterede emner.

- Være fortrolig med brug af forskellige medier – herunder internettet.

- Tænde på at skabe og udvikle i samarbejde med andre.

- Have fantasi og evne til at tænke kreativt, samt viljen til at arbejde frivilligt for en sag du brænder for.

- Kunne se muligheder i det meste; selv det, der kan virke umuligt.

Til gengæld får du:

- Mulighed for at være med til at opbygge en mediestrategi helt fra bunden. Du får mulighed for at være en del af udviklings- og procesarbejdet heromkring.

- Indflydelse på arbejdet med Dansk Kvindesamfunds formidlings- og kommunikationsplatforme.

- Erfaring til dit CV.

- En engageret, imødekommende og åben gruppe, hvor kun fantasien sætter grænser for hvad der kan blive virkelighed.

Uddannelse, køn og alder er underordnet – det er personlighed og engagement, der tæller. Hvis du er interesseret, så send en ansøgning til dkmediegruppe@gmail.com

Spørgsmål kan rettes til samme mailadresse.


Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta