Er kvinder pengene værd?
28. oktober 2011  
Kategori: Nyhed

På Business.dk kan man læse et blogindlæg skrevet af Claus Skovhus med titlen ”Kvinder – er I pengene værd?”. Spørgsmålet er ment som en provokation, men han bruger indlægget til at problematisere konsekvenserne hvis ikke virksomhederne begynder at rekruttere flere kvinder til bestyrelserne. I mange lande i Europa er der allerede kvindekvoter. Hans pointe er at selv hvis Danmark ikke indfører kvoter, vil investorerne efterhånden se på sammensætningen af bestyrelserne. Dette vil blive et problem for de virksomheder der ikke i tide har fulgt udviklingen.

Problemet er at der er alt for få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Dette betyder at der er alt for få kvalificerede kvinder at tage af til bestyrelserne. Claus Skovhus mener derfor det kan blive et problem for de virksomheder der ikke allerede nu begynder at rekruttere kvinder til bestyrelserne. Når disse virksomheder indser at udviklingen kun går én vej, vil de bedst kvalificerede kvinder være taget af andre virksomheder.

Han konkluderer således at spørgsmålet, om kvinder er pengene værd, i sidste ende kan falde tilbage på de mænd der ikke sørgede for at følge med uviklingen i tide. På længere sigt kan dette betyde et økonomisk tab for virksomheden. Vi må håbe at virksomhederne lytter til Claus Skovhus, så der kommer flere kvinder i bestyrelserne.

Læs blogindlæg her.


Flere nyheder...
Nyhedsbrev...
|Niels Hemmingsens Gade 10, 3., 1153 Kbh. K|T: 3315 7837, kl. 10 til 15, CVR: 53361919|Kontakt|Bliv medlem|Facebook|Sitemap/jta