Hvis man ser på ligestillingen på andre områder i samfundet, er det de samme ting, der gør sig gældende. Det lovmæssige grundlag er som oftest i orden, men hvis det ikke bliver overholdt, så gør lovene ingen nytte. Vores måde at bo og leve på støtter mange gange heller ikke kønnenes ligestilling. En af de måske sværeste ting at ændre er vores måde at opfatte mænd og kvinder og deres roller i samfundet på. Hvis man ikke ændrer opfattelsen af, hvad kvinder og mænd kan og skal gøre, så bliver det svært at ændre noget overhovedet. Også selv om der bliver lavet love, der skal sikre ligestillingen.