På denne side kan du finde svar på mange af de spørgsmål, vi ofte bliver stillet i Dansk Kvindesamfund.
Har du stadig spørgsmål, du ikke kan finde svar på her, er du velkommen til at kontakte vores sekretariat på sekretariat@danskkvindesamfund.dk
Hvad laver Dansk Kvindesamfund egentlig?
Dansk Kvindesamfund arbejder grundlæggende for at forbedre kvinders rettigheder og levevilkår. Eftersom vi mener at dette er et globalt anliggende, så foregår arbejdet både på nationalt og internationalt plan. I Danmark arbejder vi på forskellige niveauer; dvs. både på kredsplan, udvalgsplan og regeringsplan. På det årlige landsmøde fastlægger Dansk Kvindesamfunds bestyrelse hvilke områder man vil beskæftige sig med, men ud over det, har medlemskredsene mulighed for at arbejde med de emner, der har deres særlige interesse. De medlemmer, der ikke ønsker at være tilknyttet kredsarbejdet, men dog har lyst til at undersøge et bestemt emne, kan henvende sig til sekretariatet, og derigennem få hjælp og vejledning.
Ad hoc grupper
Nogen arbejdsgrupper bliver dannet for en kortere periode – de såkaldte ad hoc grupper, hvorimod andre arbejder med mere langsigtede projekter. Ad hoc grupperne har bl.a. beskæftiget sig med emner som prostitution og vold mod kvinder. Udover det, findes der også stående udvalg som f.eks. Legatudvalget, der hvert år uddeler legater fra Dansk Kvindesamfunds Fællesfond.
Kvinden & Samfundet
En vigtig platform for vores arbejde på det nationale plan er vores blad Kvinden & Samfundet, der samtidig er verdens ældste kvindeblad. I bladet behandler vi aktuelle og relevante problemstillinger indenfor køns- og ligestillingsområdet, hvilket er med til at holde fokus på emnet og påvirke den offentlige debat.
Arbejde på regeringsplan
På regeringsplan er Dansk Kvindesamfund direkte involveret i ligestillingsarbejdet, eftersom foreningen afgiver høringssvar, når regeringen laver ny lovgivning inden for dette område. Det giver os mulighed for at komme med forslag til forbedringer og henlede politikernes opmærksomhed på eventuelle uforudsete konsekvenser af lovforslaget.
Samarbejde med andre organisationer
Vi samarbejder også med en række danske organisationer, hvoraf nogle beskæftiger sig direkte med kvindesagen, som f.eks. informationscentret KVINFO (tilføj hyperlink), der formidler køns- og kvindeforskning, imens andre arbejder for at øge samarbejdet imellem de nordiske lande og dermed har en mere løs tilknytning til kvindesagen. Desuden er Dansk Kvindesamfund initiativtager til 8.marts-initiativet (tilføj hyperlink), der er et samarbejde mellem 27 frivillige organisationer og politiske bevægelser, hvis mål er at få vedtaget et forbud mod sexkøb i Danmark.
Politisk engagement
Organisationernes politiske engagement er også varierende; Dansk Kvindesamfund er f.eks. repræsenteret i Rådet for Europæisk Politik som rådgiver regeringen i EU-spørgsmål, men vi samarbejder også med Folkevirke (hyperlink?) hvis formål er folkeoplysning på tværs af politiske skel. De samme distinktioner/opdelinger gør sig gældende på det internationale plan.
Kvindesagsarbejde med internationalt perspektiv
Dansk Kvindesamfund har en lang tradition for at arbejde ud fra et internationalt perspektiv. I 1904 var vi med til at grundlægge International Alliance of Women (IAW), som er en paraplyorganisation for 63 kvindebevægelser over hele verden. IAW’s primære politiske mål er at arbejde for kønnenes ligestilling, og den er til stadighed repræsenteret som konsulent ved FN, Europarådet og i EU’s kvindelobby. Andre organisationer af et internationalt tilsnit, er Kvindernes U-lands Udvalg (KULU) og DANIDA (Danish International Development Assistance) som Dansk Kvindesamfund har været med til at starte og stadig er medlem af.
Øvrige aktiviteter
Udover det, har vi en række andre aktiviteter, der ikke er direkte tilknyttet foreningens arbejde, men som alligevel har tæt forbindelse til Dansk Kvindesamfund. Herunder hører f.eks. Krisecentret, der tager imod voldsramte kvinder, og rådgivningen i Dannerhuset, hvor kvinder kan få svar på juridiske, psykologiske og sociale spørgsmål.
Vi har også været med til at støtte nye initiativer som White Ribbon Campaign, der arbejder for at stoppe vold imod kvinder, og KRAKA, der er et netværk for kvinder på internettet.
Alt i alt spænder Dansk Kvindesamfunds aktiviteter over et bredt felt, hvor der arbejdes på mange forskellige planer, og på mange forskellige områder.
Har Dansk Kvindesamfund gjort en reel forskel for kvinders rettigheder?
Ja, det har vi helt bestemt! Dansk Kvindesamfund har arbejdet hårdt for at opnå fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i rigtig mange år, og det vil vi blive ved med indtil der ikke længere er brug for os! Nedenfor kan du se et udvalg af de mærkesager, vi har haft direkte indflydelse på.
Kvindernes stemmeret
Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 og en af vores største sejre blev vundet i foreningens tidlige periode. Allerede i 1880erne startede vi debatten om stemmeret til kvinder, men forslaget mødte voldsom modstand, eftersom det gik imod alle traditioner i datidens samfund. På det tidspunkt havde kvinder ingen personlige eller politiske rettigheder, de var på alle områder underordnet manden.
Inden kvinden blev gift var hun under sin fars myndighed, og bagefter overgik myndigheden til ægtemanden. Hun havde heller ikke ret til at eje noget, hvilket betød at manden fik ejendomsret over den formue hun havde med ind i ægteskabet. Hvis det skulle ske at ægteskabet blev opløst, havde kvinden ingen rettigheder i forhold til børnene, da manden automatisk havde den fulde forældremyndighed. Og selv om kvinden kunne have fået børnene, så var der kun få muligheder for at forsørge dem, eftersom loven bestemte, at en lang række uddannelser og erhverv var forbeholdt mænd.
Forslaget om at give kvinder politiske rettigheder - det vil sige ret til at stemme og opnå valgbarhed - var derfor meget kontroversielt, og det krævede en lang og sej kamp før det blev virkelighed. Dansk Kvindesamfund var her aktiv på mange områder, men det vigtigste var dog at få gjort kvinderne bevidste om deres manglende rettigheder. Her blev foreningens blad ”Kvinden & Samfundet” en vigtig faktor, hvor kvinderne selv havde mulighed for at fremføre deres synspunkter. To gange samlede foreningen også underskrifter ind, for at understøtte kravet om stemmeret; den ene gang 20.000 underskrifter fra kvinder over hele landet, men lige lidt hjalp det.
I starten af 1900-tallet intensiveredes kampen for stemmeret igen. Dansk Kvindesamfund satte nu kvindernes valgret på sin programerklæring og opfordrede endnu en gang kvinderne til at engagere sig. Det medførte at kvinderne begyndte at møde op til valgmøder og stille spørgsmål til kandidaterne om deres holdning til stemmeretten. Sideløbende begyndte man også at bearbejde politikerne, ved at opsøge dem og få dem til at skifte mening. Valgretten kom nu for alvor på alles læber og kvinder over hele landet deltog i arbejdet for fuld valgret.
Trods den store indsats, skulle der gå lang tid før arbejdet bar frugt. Forslaget om valgret til kvinder blev således fremsat hele 11 gange; første gang i 1886 af folketingsmanden Frederik Bajer, der var gift med Dansk Kvindesamfunds første formand, Mathilde Bajer.
I 1908 fik kvinderne endelig stemmeret til kommunalbestyrelserne. Efter en grundlovsændring fik kvinderne i 1915 stemmeret til Folketing og Landsting.
Retten til selvstændig forsørgelse
Da Dansk Kvindesamfund blev stiftet, var foreningens primære formål at arbejde for, at kvinder fik mulighed for at forsørge sig selv. Man anså økonomisk uafhængighed som en forudsætning for, at kvinden kunne blive en selvstændig og virksom del af samfundet, så vel som af familien. Dansk Kvindesamfund gik derfor med ildhu ind i arbejdet for kvinders ret til erhverv.
Det var også nødvendigt med ændringer inden for dette område, eftersom samfundet havde gennemgået store omvæltninger. Industrialiseringen havde gjort at de opgaver som kvinder traditionelt havde taget sig af, f.eks. tøjfremstilling og tilvirkning af madvarer, i stort omfang var overgået til fabrikkerne. Desuden havde udvandringen til andre lande medført, at der var et underskud af mænd, og kvinder havde derfor mere end nogensinde brug for at kunne forsørge sig selv.
Kvindernes uddannelsesmuligheder var dog stærkt begrænsede, og Dansk Kvindesamfunds første initiativer var derfor at grundlægge fagskoler hvor kvinder kunne opnå de fornødne kundskaber. Handelsskolen for Kvinder blev således oprettet i 1872, under ledelse af foreningens daværende formand, Caroline Testman. Den uddannede unge piger til job inden for handel og kontor, da det var en branche i stor vækst. I 1876 oprettede man derefter Tegneskolen for Kvinder, som uddannede kvinder til at arbejde inden for kunsthåndværk og indenfor de grafiske industrier. Tegneskolen for Kvinder eksisterer stadig, men kendes i dag som Danmarks Designskole. Dansk Kvindesamfund arbejdede også for at få kvinder optaget på Kunstakademiet og da det lykkedes i 1888, blev tegneskolen anerkendt som forskole til kunstakademiet.
Dansk Kvindesamfund satte også initiativer i gang, som kunne skaffe kvinder uddannelse inden for tømrer- og snedkerfaget. Planen var at finansiere et værksted, men det endelige resultat blev, at man oprettede et legat der skulle støtte kvinder der ville uddannes inden for håndværk. Dette legat kom til at have stor betydning for uddannelsen af møbelsnedkere og bogbindere.
Foreningen arbejdede også for faggrupper som tjenestepiger, syersker og andre, der var tilknyttet det huslige arbejde. Her var forholdene utrolig dårlige, lønningerne dækkede som regel ikke udgifterne til mad og husleje. Der var mange tilfælde hvor kvinder arbejdede 11-12 timer dagligt, men kun fik en 1 krone i løn. Dansk Kvindesamfund oprettede derfor et fæstekontor og et engagerings- og oplysningskontor, der skulle sikre at kvinderne blev ansat til en ordentlig løn, eller som en anden mulighed, at de kom i lære inden for et håndværk. Desuden gav man også økonomisk hjælp til de kvinder, der var hårdest ramt.
Lærerfaget tiltrak også mange kvinder, eftersom det var nogle af de samme opgaver som kvinderne havde taget sig af i hjemmet. Der var dog mange forhindringer som skulle overvindes, både på det faglige og det bevidsthedsmæssige område. På det tidspunkt tvivlede mange på, om piger overhovedet skulle gå i skole. At kvinder så også skulle få adgang til at undervise på drengeskoler var et stift stykke! De første seminarier for lærerinder blev derfor sat i gang af foregangskvinder som Nathalie Zahle, eftersom de eksisterende seminarier var forbeholdt mandlige studerende. I 1859 havde kvinderne fået lov til at aflægge eksamen på seminarierne, men det krævede at de havde en forskole, og at de kunne betale for undervisningen. I den udstrækning det var muligt, gav Dansk Kvindesamfund her økonomisk støtte til kvinder der ellers ikke kunne tage uddannelsen.
På det overordnede plan arbejdede Dansk Kvindesamfund hårdt for, at kvindelige lærere skulle opnå samme rettigheder som mandlige. Det var ikke alene adgangen til uddannelse, men også lønforholdene, der var til debat. Den generelle holdning inden for skolevæsenet var, at kvindelige lærere skulle have langt lavere løn end de mandlige, da disse jo havde en familie at forsørge. Desuden var kvinden også mere vant til at leve sparsomt, så hun havde ikke brug for at tjene lige så meget som manden. Lidt efter lidt blev skolevæsenet reformeret, men kampen for ligeløn fortsatte over en årrække. Staten nedsatte i 1917 en lønningskommission, der skulle undersøge mænd og kvinders lønforhold. Dansk Kvindesamfund foreslog, at en kvinde skulle repræsentere de kvindelige arbejderes interesser i kommissionen. Det blev vedtaget og foreningen anbefalede lærerinden Thora Pedersen. Det viste sig at være et klogt valg, for da ligelønsloven i 1919 blev vedtaget, var det for en stor del pga. Thora Pedersens indsats. Loven dækkede dog kun det offentlige arbejdsmarked.
Mange kvinder ønskede også at arbejde inden for sygepleje, da det også havde været deres ansvar i familien. I forhold til modstanden imod kvindelige lærere, så var lægerne mildere stemt over for tanken om at overlade sygeplejen til kvinder. Her stod den største strid dog om, hvordan sygeplejerskerne skulle uddannes. Foregangskvinden på dette område, Charlotte Norrie, kæmpede for at få en autoriseret sygeplejeuddannelse. I samarbejde med Dansk Kvindesamfund havde hun også en omfattende kursusvirksomhed, der skulle forberede kommende sygeplejersker til deres arbejde. Her gav Dansk Kvindesamfund også støtte til studerende, der ellers ikke kunne få uddannelsen.
Kvindernes adgang til universiteterne gik forbavsende smertefrit. Efter at Nielsine Nielsen i 1874 havde søgt Undervisningsministeriet om lov til at gå på medicinstudiet, besluttede man at rette henvendelse til resten af universitetet for at høre deres holdning til kvindelige studerende. Ved kongelig resolution fik kvinderne i 1875 adgang til alle fakulteter, dog med undtagelse af det teologiske fakultet. Samtidig med at kvinder fik adgang til universiteterne, blev det også understreget, at det ikke automatisk sikrede dem ret til arbejde på lige fod med mændene.
Nielsine Nielsen blev Danmarks første kvindelige læge, og var et godt eksempel på, at den økonomiske støtte som Dansk Kvindesamfund uddelte til kvindelige studerende, rent faktisk fungerede. Nielsine Nielsen blev også senere aktiv i Dansk Kvindesamfund og fortaler for kvinders valgret.
Kvindernes rettigheder til uddannelse og arbejde kom altså ikke af sig selv. Det krævede en målrettet indsats af kvindesagsforkæmpere, der var villige til at gå nye veje for at skabe en bedre tilværelse for kvinderne. Inden for de mere mandsdominerede fag var Dansk Kvindesamfunds fagskoler banebrydende, eftersom de sikrede, at kvinder fik større muligheder på arbejdsmarkedet. Foreningen gjorde også en stor indsats for at forbedre vilkårene for syersker, tjenestepiger o.a. tilknyttet det huslige arbejde. Fæstekontorerne var med til at give ordnede ansættelsesforhold og gav også hjælp til de kvinder der ønskede at uddanne sig inden for et nyt håndværk. På sygepleje- og lærerområdet arbejdede Dansk Kvindesamfund både på det politiske og det praktiske plan. Man arbejdede for at forbedre uddannelserne og få bedre lønforhold, samtidig med at man støttede studerende økonomisk. Det samme gjorde sig gældende mht. de kvinder der ønskede en universitetsuddannelse. Nok så vigtigt var det også, at Dansk Kvindesamfund i hele denne periode holdt debatten om selverhverv ved lige. Det gav et konstant pres, som var nødvendigt for at forbedre kvinders muligheder for at uddanne og forsørge sig selv.
Retten til fri abort
Den gældende lov om retten til fri abort blev vedtaget i 1973, men den har en lang forhistorie. Allerede i 1932 nedsatte man en svangerskabskommission og i 1939 kom den første abortlov. Den tillod abort inden for visse rammer, men adgangen var stadig begrænset. Det var dog en forbedring af forholdene, eftersom abort, eller ”fosterfordrivelse” som det blev benævnt, tidligere havde ført til fængselsstraf. Debatten om abort døde dog aldrig hen, men blev taget op med jævne mellemrum.
I starten af 1960erne var der mangel på arbejdskraft og det medførte et pres for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I den forbindelse blev problemet med familieplanlægning aktuelt. Hvis kvinderne skulle integreres på arbejdsmarkedet, var det en forudsætning at de kunne planlægge deres graviditet. Interessen for en effektiv fødselskontrol spredte sig nu fra kvindesagskredse til almindelige arbejdssøgende kvinder, og det gav abortforkæmperne ny vind i sejlene.
Dansk Kvindesamfund besluttede i 1966 at tage spørgsmålet om abort op. Inden for foreningen var holdningerne til abort skarpt optrukne. Ungdomskredsen i Dansk Kvindesamfund havde allerede i starten af 1960erne sat fri abort på deres program, og havde også planer om at arrangere abortrejser til lande hvor abort var tilladt. På det tidspunkt havde Dansk Kvindesamfund ikke en afklaret holdning til spørgsmålet, og det førte til en konflikt, hvor ungdomskredsen i 1968 meldte sig ud af foreningen, og stiftede en selvstændig forening ved navn Individ og Samfund, der kun skulle koncentrere sig om abortspørgsmålet.
På landsmødet i 1969 vedtog Dansk Kvindesamfund at foreningen gik ind for retten til fri abort. De kritiske røster frygtede at muligheden for abort ville blive benyttet i stedet for prævention, og dermed føre til en yderligere forringelse af kvindens sociale stilling. Samtidig mente man dog, at abort var en så alvorlig beslutning, at det måtte være op til den enkelte kvinde at tage afgørelsen. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og personlige liv måtte komme i første række.
Samme år meddelte Danske Kvinders Nationalråd deres holdning til Justitsministeriet. Blandt de samlede danske kvindeorganisationer var holdningen overvejende negativ. Ved afstemningen var der kun tre organisationer - Dansk Kvindesamfund, Socialdemokratiets kvinder i Danmark og Københavns kommunale sygeplejerskeforening - der stemte for retten til fri abort.
I samfundet som helhed rasede kampen om den frie abort, men stemningen var ved at vende. I 1971 fik Folketinget en øget repræsentation af kvindelige politikere, som gav deres fulde støtte til abortspørgsmålet. Det var med til at sætte fornyet kraft under abortkampagnen, hvor Dansk Kvindesamfund, sammen med den øvrige kvindebevægelse, arrangerede en lang række demonstrationer og høringer. Disse havde stor indflydelse på folkestemningen og da regeringen i 1973 fremsatte sit lovforslag om retten til fri abort, var resultatet nærmest givet på forhånd.
Hvor samfundet tidligere havde betragtet abort som fosterdrab, havde kvinden nu fået retten til at bestemme over sin egen krop, og eget liv.
Ligeløn
Industrialiseringen ændrede opfattelsen af kvinder og mænds arbejde. Hvor man tidligere havde opdelt opgaverne i kvindearbejde og mandearbejde, så blev denne opdeling udvisket inden for industrien. På fabrikken var arbejdsopgaverne de samme for begge køn og lønforholdene kom derfor også til debat. Tidligere havde kvindearbejde som regel været ulønnet eller langt dårligere betalt end mandearbejde. Nu blev spørgsmålet så, om kvinden skulle være lønarbejder på lige fod med manden, eller om hun skulle hellige sig husmodergerningen.
Diskussionerne om lønforholdene kom også til at afspejle denne splittelse. Fagforeningerne krævede at manden skulle tjene en ”forsørgerløn”, eftersom han skulle brødføde en hel familie, hvorimod kvindesagsforkæmperne mente at ligeløn var den eneste løsning. Kampen for ligeløn blev derfor fra starten sat i gang af kvindebevægelsen. Dansk Kvindesamfund var en af de førende drivkræfter, men selv her var man splittet mht. kvindens rolle i samfundet. Man erkendte dog, at der var et stigende antal enlige og ugifte kvinder, som var nødt til at forsørge sig selv, og de skulle have samme betaling og samme vilkår som deres mandlige kollegaer.
I 1917 nedsatte staten en lønningskommission der skulle undersøge lønforholdene hos mænd og kvinder. Dansk Kvindesamfund foreslog, at kommissionen skulle have et kvindeligt medlem, som kunne repræsentere kvindernes interesser og det blev imødekommet. Foreningen anbefalede lærerinden Thora Pedersen, hvis pædagogiske tæft og snilde forenede alle de modstridende interesser i kommissionen. De endte derfor med at anbefale ligeløn for lige arbejde og loven blev vedtaget i 1919. Den omfattede dog kun offentligt ansatte, eftersom lønforholdene på det private arbejdsmarked blev reguleret ved aftaler imellem arbejdsgiverne og fagforeningerne.
Da ligelønsloven var vedtaget overlod Dansk Kvindesamfund initiativet til fagforeningerne, da man mente at de var den naturlige platform for den fortsatte ligelønskamp. Som tiden gik, skete der ikke de store fremskridt, kvindernes løn var stadig langt lavere og deres arbejde blev i mange tilfælde ikke tillagt den store værdi. Da fagforeningerne i 1967 for 7. gang opgav kravet om ligeløn, blev det startskuddet til at Dansk Kvindesamfund igen gik aktivt ind i kampen for ligeløn. Da Danmark i starten af 1960erne forhandlede om EF-medlemskab kom ligelønsspørgsmålet frem igen, da de andre medlemslande havde langt strengere regulering på deres arbejdsmarkeder.
De internationale organisationers menneskerettighedserklæringer, der også inkluderede ligeløn, indgik i fagforeningernes argumentation, og artikel 119 i Romtraktaten, der i 1957 lagde grunden til et hidtil uset forpligtende europæisk samarbejde, blev et af de vigtigste kort i spillet. Danmark forhandlede om optagelse med Fællesmarkedet 1961-63, indsendte en ny ansøgning i 1967 og blev medlem i 1973. I denne periode havde politiske aktører altid EF-politikken i baghovedet, også når de diskuterede ligeløn.
Fra 1960 var den danske aftalemodel under stigende pres, dels fordi udbygningen af velfærdsstaten krævede strammere samfundsøkonomisk styring, dels fordi Danmark i EF/EU gik i samarbejde med lande, hvor arbejdsmarkedet i langt højere grad var statsreguleret. Denne udvikling fik afgørende indflydelse ikke bare på ligelønsspørgsmålet, men på ligestillingspolitikken i det hele taget. Arbejdsmarkedets parter kunne nu ikke længere fralægge sig ansvaret for forskelsbehandling af arbejdskraften, og i 1970'erne kom generelle ligestillingsspørgsmål som fx børnepasning ind fagbevægelsens programmer.
Hvad mener Dansk Kvindesamfund om integration?
Hvad synes Dansk Kvindesamfund, at der mangler for fuld ligestilling mellem mænd og kvinder?
Der mangler meget, før der er fuld ligestilling mellem mænd og kvinder. Et område, hvor det er særlig tydeligt, er på arbejdsmarkedet.
Lønforskellen har ikke kun betydning for den månedlige lønudbetaling, men påvirker mange andre områder af kvinders liv. F.eks. når kvinden bliver gravid, så er det traditionelt hende, der går på barsel, selv om barselsordningen er skruet sådan sammen, at man frit kan vælge, hvem der skal tage orloven. Eftersom manden har en højere indkomst, kan det bedst betale sig, at han ikke tager orlov. Det gør, at kvinden får sværere ved at gøre karriere bagefter, hvis hun er for meget væk fra arbejdsmarkedet. Desuden stiger hendes løn heller ikke, så det er skruen uden ende. Udover det, kan hun også få svært ved at få et nyt arbejde, hvis arbejdsgiverne tror at hun planlægger at få flere børn.
I sidste ende får det også konsekvenser for hendes pensionsopsparing, så det kommer til at kunne mærkes hele livet. I den forbindelse arbejder Dansk Kvindesamfund for, at der bliver oprettet en central barselsfond, som omfatter hele arbejdsmarkedet. Den skal udjævne de lønforskelle som en graviditet uvægerligt har for kvinden, og dermed fremme ligestillingen.
Andre hindringer for ligestillingen har at gøre med folks tænkemåde. På arbejdsmarkedet findes der forbavsende få kvindelige ledere, selv om der er mange kvinder som ville være kvalificerede. I Danmark er kun 1% af toplederne i danske virksomheder kvinder og i det offentlige er kun 20% af cheferne kvinder. Som regel er det mænd der bliver ansat, og det kan have forskellige årsager. Hvis der kun sidder mænd i ansættelsesudvalget, så kan de være tilbøjelige til at vælge en kandidat der ligner dem selv, og det er oftest ikke en kvinde. Nogle fag er også traditionelt mandsdominerede, og det gør det endnu sværere for kvinder at få foden indenfor. I disse tilfælde er der brug for en mentalitetsændring.
Hvis man ser på ligestillingen på andre områder i samfundet, er det de samme ting der gør sig gældende. Det lovmæssige grundlag er som oftest i orden, men hvis det ikke bliver overholdt, så gør lovene ingen nytte. Vores måde at bo og leve på, støtter mange gange heller ikke kønnenes ligestilling, og til sidst, og måske en af de sværeste ting at ændre, er vores måde at opfatte mænd og kvinder og deres rolle i samfundet. Hvis man ikke ændrer opfattelsen af, hvad kvinder og mænd kan og skal gøre, så bliver det svært at ændre noget overhovedet, selv om der bliver lavet love, der skal sikre ligestillingen.
Hvorfor tror Dansk Kvindesamfund, at der stadig er så mange mænd på ledende poster i Danmark?
En årsag er, at kvinder ofte ikke er så gode til "at sælge sig selv" ved en jobsamtale. Hvis man skal sige det firkantet, kan man sige, at kvinder ofte føler, at de skal kunne alle de ting, der står i et stillingsopslag, hvor mænd ofte mener, at de er kvalificerede til stillingen, selvom de måske ikke kan opfylde alle de krav, der står.
En anden grund kan være, at der mange steder er en tendens til, at mænd forfremmer mænd i stedet for kvinder.
Og så har kvinder jo stadig det "handicap", at det er dem, der føder børnene og ofte tager den længste barselsorlov, hvilket også gør dem til den mest ustabile arbejdskraft, set med arbejdsgiverøjne. Rent karrieremæssigt betyder enhver lang barsel også et afbræk i karrieren.
Som løsning på det sidste problem anbefaler Dansk Kvindesamfund, at man får en 9 måneders barsel, hvor de 3 måneder er øremærkede til faren. Og hvis han ikke tager dem, bortfalder de.
Hvordan mener Dansk Kvindesamfund, at man kan få flere kvinder på ledende poster i Danmark?
I forhold til at få flere kvinder på ledende poster, ind i bestyrelser for virksomheder osv. har Dansk Kvindesamfund i mange år foreslået, at der bør indføres et kvotesystem. Kønskvotering vil betyde, at hvis man har to ansøgere af hver sit køn, der er lige kvalificerede til at få et job, skal man vælge den, hvis køn er underrepræsenteret på arbejdspladsen. Det betyder, at hvis en kvinde og en mand er lige egnede til stillingen, skal man vælge kvinden, hvis der i forvejen er flest mænd på en arbejdsplads.
Vi mener, at en af grundene til, at der stadig er flest mænd på ledende poster er, at kvinderne i langt de fleste familier stadig bærer hovedansvaret for, at hele husholdningen fungerer. Derfor vælger flere kvinder også at få deltidsjob, som jo ikke ligefrem giver de bedste muligheder for at komme op ad karrierestigen.
