Damernes Emancipation
I 1880 sammenligner politikeren Viggo Hørup gifte kvinders vilkår med vilkårene for oldtidens slaver. Kvinder er nemlig umyndige og uden ejendomsret, selv længe efter at slaveriget er blevet afskaffet i USA.
I løbet af 1880 vokser kravet om menneske- og borgerrettigheder til kvinder dog. Og det er ikke blot kvinderne, der presser på – enkelte fremskridtsvenlige mænd deltager også i debatten.
Især politikeren Frederik Bajer er en ivrig fortaler for ”Damernes Emancipation” som kvindebevægelsen på dette spæde stadie kaldes.
Bajers kone Mathilde er aktiv i den internationale kvindeorganisation ”Comité locale de l’association internationale des Femmes”, der er opstået i Schweiz. Men kravet om en dansk forening uden international tilknytning er stor, så den 15. december 1871 stifter Frederik og Mathilde Bajer Dansk Kvindesamfund som Mathilde også bliver den første forkvinde for. Foreningen opstår som en interesseorganisation, der bl.a. skal arbejde for at skaffe kvinder kommunal valgret, samt for kvinders selvforsørgelse.
Formålsparagraffen formuleres bredt, og her hedder det således at
”… hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomiske henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.”
Debat om valgret
Det er især foreningens holdning til selverhverv og valgret, der debatteres heftigt i de første år. Specielt de kvindelige medlemmer tøver med officielt at fremsætte kravet om valgret. Formålsparagraffen er derfor under konstant forandring frem til 1915, hvor en større grundrevision finder sted. På dette tidspunkt er kvinder blevet medlemmer af samfundet og det er derfor nødvendigt at rykke målsætningen fremad. Den kommer derfor til at lyde:
”Dansk Kvindesamfunds formål er
a) at udvikle og dygtiggøre kvinden til den fuldmyndige borgers ansvar og arbejde
b) at arbejde for kvindens fulde ligestilling i familie, samfund og stat
c) at forbedre kvinders og børns kår, særlig ad lovgivningens vej”
Denne formålsparagraf står uændret frem til 1968 – dog med det indskud i 1938, at ”Dansk Kvindesamfund er upolitisk”.
Efter stemmeretten
Efter at kvinders stemmeret er sikret, vedtager Rigsdagen flere vigtige ligestillingslove, herunder ligelønslovene i 1919 og loven om kvinder og mænds lige adgang til stillinger i det offentlige.
I mellemkrigstiden kommer disse hårdt tilkæmpede rettigheder dog under angreb, og foreningen arbejder hårdt for at forhindre en tilbagegang i ligestillingsspørgsmålet.
I 1930’erne er det bl.a. sagen om gifte kvinders ret til erhverv, der optager Dansk Kvindesamfund. Derudover er der sager som krav om reformer i svangerskabslovgivningen samt krav om en øget politisk repræsentation af kvinder på dagsordenen i foreningen.
Efter 2. Verdenskrig går den store debat på spørgsmålet om social- og familiepolitik, og efter 1960 er det kvinders udearbejde og arbejdsmarkedsspørgsmål, der præger organisationens arbejde.
Nye tider – nye problematikker
I løbet af 1960’erne rejser der sig et behov for at revidere Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf. Den formelle ligestilling er gennemført, eller i det mindste inden for rækkevidde.
Efter et grundigt udvalgsarbejde og gennemdrøftning af de nye målsætning vedtager Dansk Kvindesamfunds landsmøde i 1968 den nye formålsparagraf og målsætning – den tredje fase i kvindesagen.
Formålsparagraffen lyder nu:
”Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling af kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv. Dansk Kvindesamfund er neutral i partipolitisk henseende. Dansk Kvindesamfund er tilsluttet Den Internationale Kvindealliance.”
I 1960’erne er det især spørgsmålet om den fri abort, der optager organisationen. Her opstår bl.a. Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, der sammen med foreningen Individ og Samfund arrangerer abortrejser til Polen og England. På landsmødet i 1969 beslutter organisationen at gå ind for fri abort med 223 stemmer for, 62 imod og 23 ved ikke.
Den nye feminisme
I 1970’erne opstår talrige nye feministiske bevægelser, bl.a. rødstrømpebevægelsen i England. I disse bevægelser bliver der i stigende grad fokuseret kritisk på hvordan de stereotype kønsroller forstærkes gennem opdragelse og uddannelse.
I denne periode opstår der således også seriøse overvejelser i Dansk Kvindesamfund om et navneskift. Navnet ”Dansk Kvinde- og Mandssamfund” er bl.a. på tale.
Mens rødstrømpebevægelsen raser i 1970’erne og 1980’erne vender man i Dansk Kvindesamfund blikket udad mod det internationale kvindearbejde. Således har organisationen fx et sæde i International Alliance of Women og medvirker i kraft heraf til tilblivelsen og vedtagelsen af CEDAW. Dette er FNs konvention, der skal beskytte kvinder i hele verden mod enhver form for diskrimination. Denne træder i kraft i 1980.
