I 1880 sammenlignede politikeren Viggo Hørup gifte kvinders vilkår med vilkårene for oldtidens slaver. Kvinder var nemlig umyndige og uden ejendomsret, selv længe efter at slaveriet var blevet afskaffet i USA.

I løbet af 1880 voksede kravet om menneske- og borgerrettigheder til kvinder dog. Og det var ikke blot kvinderne, der pressede på – enkelte fremskridtsvenlige mænd deltog også i debatten.

Især politikeren Frederik Bajer var en ivrig fortaler for ”Damernes Emancipation” som kvindebevægelsen på dette spæde stadie kaldtes.

Bajers kone Mathilde var aktiv i den internationale kvindeorganisation ”Comité locale de l’association internationale des Femmes”, der opstod i Schweiz. Da Frederik og Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund d. 24. februar i 1871, var foreningen en skandinavisk komite under den schweizisk-internationale kvindeforening, og havde endnu ikke fået det navn vi kender i dag. Foreningen var derimod kaldt ” Comité local du Nord Scandinave”. Men kravet om en dansk forening uden international tilknytning var stor. Så den 15. december 1871 fik foreningen navnet Dansk Kvindesamfund, med Mathilde som den første forkvinde.

Foreningen opstod som en interesseorganisation, der blandt andet skulle arbejde for at skaffe kvinder kommunal valgret, samt for kvinders selvforsørgelse.

Formålsparagraffen blev formuleret bredt, og her hed det således at ”… hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomiske henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.”

Tilbage